Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er gået på Instagram med en besked til danskerne.

Her beskriver hun den hjælp, Danmark modtager efter sidste uges mange dronehændelser. 'Putin ønsker at splitte os,' skriver hun blandt andet.

»Naboer og allierede der står sammen. En række europæiske lande er ramt af droner og andre former for hybride angreb. Det er en alvorlig situation, og jeg håber, alle kan se, at intet land kan håndtere en hybridkrig alene,« sådan indleder Mette Frederiksen et opslag på Instagram

Hun skriver videre, at hun er rørt over den hjælp, Danmark får af sine allierede.:

»Derfor har vi vores stærke alliancer. EU og NATO. Vi samarbejder mere med vores naboer end tidligere. Og jeg er både taknemmelig, rørt og glad for, at en række lande i de her timer og dage sender deres soldater, personel og kapaciteter til Danmark.«

Derefter slår statsministeren fast, at vi er i 'en ny virkelighed'.

»I de her dage har vi brug for vores allieredes hjælp. Næste gang er det et andet land. Og så står vi klar til at hjælpe,« skriver Mette Frederiksen.

Det står dog ikke umiddelbart klart, hvem der står bag de mange dronehændelser den forgangne uge.

Men Danmark og statsministeren har en hovedmistænkt, slår Mette Frederiksen fast:

»Som jeg tidligere har sagt, så kan myndighederne ikke konkludere, hvem der står bag de hybride angreb. Men vi kan konstatere, at der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed - og det er Rusland.«

Og så runder hun sit opslag af med en slet skjult hilsen til den russiske præsident:

»Putin ønsker at splitte os. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det aldrig vil lykkes dem.«