»Jeg blev så arrig over deres manglende respekt. Jeg vil ikke finde mig i det.«
Brugsuddeler Bo Dybdal fra Brugsen i Breum ved Skive tog forleden sagen i egen hånd, da han i flere uger havde følt sig plaget af en håndfuld mænd, der igen og igen har stjålet varer i hans butik.
Ifølge TV Midtvest allierede han sig med to af sine ansatte, som begge er velvoksne fyre på knap to meter.
Og med dem som rygdækning slog han til, da to af de mistænkte tyve i tirsdags endnu en gang dukkede op i forretningen, efter at have parkeret deres sorte bil ved Brugsen.
Midt i vinafdelingen blev mændene overrasket af en højtråbende og meget kontakt brugsuddeler, der med sine 'bodyguards' i ryggen gjorde det helt tydeligt for dem, at de bestemt ikke var velkomne i forretningen.
»Get out, motherfucker,« brølede han blandt andet til de forbløffede mænd, der forgæves forsøgte at få brugsuddeleren til at dæmpe sig, mens de blev jagtet ud af forretningen som kulmination på den nøje planlagte skræmmekampagne.
Også den ventende bil på parkeringspladsen, hvor yderligere tre mænd ventede på deres to kammerater, blev ifølge TV Midtvest råbt an og fik besked på at forsvinde.
Samtidig fulgte brugsuddeleren efter i sin bil sammen med en kollega, mens de ringede til politiet med oplysninger om nummerpladen på den sorte Volkswagen Passat, som mændene kørte væk i.
Han er overbevist om, at skræmmeplanen har virket så godt, at de formodede tyve ikke længere tør nærme sig forretningen.