Retten på Frederiksberg skulle efter planen tirsdag have vurderet, om en 17-årig dreng - mistænkt for dødsulykken ved BabySam - skulle varetægtsfængsles yderligere.
Men det retsmøde er nu aflyst.
Det sker, efter den 17-årige dreng frivilligt har samtykket til at fortsætte sin varetægtsfængsling i fire uger.
Det oplyser både drengens forsvarer og Københavns Politis anklager til B.T.
»Han har efter rådgivning fra mig accepteret en fortsat varetægtsfængsling i fire uger. Dette er ikke begrundet i, at han har ændret sin stillingstagen til sigtelserne, men er på baggrund af min rådgivning og for at give politiet fred og ro til at efterforske denne yderst tragiske sag til bunds,« skriver drengens advokat, Mette Grith Stage til B.T.
Drengen er mistænkt for i august - påvirket af lattergas - at have torpederet ind i en bil foran BabySam i Valby.
Her stod en 65-årig mand og var ved at læsse en barnevogn til sit kommende barnebarn ind i en bil. Han døde i ulykken.
Mandens gravide svigerdatter var også til stede, men hun slap uden alvorlige skader.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
Drengen nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab og særligt hensynsløs kørsel, som politiet har sigtet ham for.
B.T. har tidligere bragt en video af den sigtede dreng, hvor han før ulykken sugede lattergas i en bil. Den video kan du se herunder:
Den 17-årige dreng er varetægtsfængslet i surrogat. Det betyder, at han i stedet for et normalt fængsel befinder sig på en sikret ungdomsinstitution.
Siden 1. juli 2025 har det været tilladt for 17-årige at køre bil uden ledsager mellem klokken 05 og 20.