»Det bedste, der nogensinde er sket for mig.«

Sådan beskriver sanger og skuespiller Jennifer Lopez sin skilsmisse med kollega Ben Affleck i tv-programmet CBS News Sunday Morning ifølge magasinet People.

Her satte den 56-årige skuespiller søndag ord på, hvordan og hvorfor skilsmissen har påvirket både hendes professionelle og privatliv.

Eksægteparret begyndte at date i 2002, men gik første gang fra hinanden få år senere. 

Herefter stiftede de hver især familie med nye partnere, før de fandt sammen igen i 2021. Blot to år efter de blev gift i 2022, indgav Jennifer Lopez skilsmissebegæring på baggrund af 'uforenelige forskelle.'

På trods af uenigheder har de to skuespiller dog set en del til hinanden på det sidste, eftersom Ben Affleck har været producer på ekskonens nye film 'Kiss of the Spider Woman', som havde premiere på Sundance Film Festival i januar i år.

Skuespillerinden husker tilbage på tiden, hvor hun arbejdede på filmen, mens hendes ægteskab stod i flammer:

»Det var en virkelig hård tid. Hvert øjeblik på settet, hvert øjeblik jeg spillede denne rolle, var jeg så lykkelig, og så var det som om, at derhjemme var det ikke så godt,« forklarer hun og tilføjer, at hun havde svært ved at forene arbejds- og privatliv.