Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, kræver nu handling fra den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S).

Vanopslagh vil nemlig screene alle statsborgerskabsansøgere og udelukke dem fra at få statsborgerskab, hvis de for eksempel på sociale medier er kommet med ytringer af antisemitisk karakter.

»Jeg mener ikke, at man skal belønnes med et statsborgerskab, hvis man nærer et grundlæggende had til jøder,« siger Alex Vanopslagh til B.T.

Konkret foreslår han og Liberal Alliance, at myndighederne screener statsborgerskabsansøgere, herunder deres aktiviteter på sociale medier, for antidemokratisk og antisemitisk adfærd og ytringer.

I en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder gav 96 procent af de adspurgte danske jøder udtryk for at have været udsat for eller overværet antisemitisme i løbet af det seneste år. Arkivfoto af antisemitisk graffiti ved Christiansborg.
I en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder gav 96 procent af de adspurgte danske jøder udtryk for at have været udsat for eller overværet antisemitisme i løbet af det seneste år. Arkivfoto af antisemitisk graffiti ved Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derefter skal myndighederne forelægge deres fund for Indfødsretsudvalget, så udvalget på »et oplyst grundlag« kan tage stilling til, hvem der skal have statsborgerskab.

Liberal Alliance kom med forslaget allerede for et års tiden, men nu mener Alex Vanopslagh, at tiden er inde til, at Rasmus Stoklund skrider til handling.

»Vi vil have Rasmus Stoklund til at give en garanti for, at inden vi næste gang skal uddele statsborgerskaber til nye statsborgere, så forelægger der en mulighed for at screene ansøgerne for antidemokratiske værdier, herunder antisemitisme,« siger Alex Vanopslagh og tilføjer:

»Regeringen har tidligere nedsat et såkaldt ekspertudvalg, der skal se på mulighederne for det. Jeg kan godt have den mistanke, at det primært er en syltekrukke. Men det kan ministeren, der er kendt som en stor udlændingepolitisk strammer, så fint modbevise ved at gøre noget nu.«

Alex Vanopslagh lægger pres på den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S).
Alex Vanopslagh lægger pres på den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det her forslag er jo før blevet mødt med kritik, der lød på, at det var udtryk for en udemokratisk form for sindelagskontrol. Hvordan forholder du dig til den kritik?

»Jeg har intet problem med at sige, at hvis man har et antidemokratisk og antisemitisk sindelag, så skal man ikke være statsborger i Danmark. Vores land bygger på det åbne, liberale samfund, og hvis man ikke bakker op om det, skal man ikke være statsborger her,« svarer Alex Vanopslagh.

LA-lederen mener, at det bør være op til en ekspertgruppe at definere, hvad der udgør antisemitiske ytringer og adfærd. 

Men han forsikrer, at legitim kritik af Israel ikke skal falde under begrebet antisemitisme.

Der har jo været debat om begrebet antisemitisme, hvor propalæstinensiske stemmer giver udtryk for, at begrebet i deres øjne er blevet udvandet og også bliver brugt til at stemple legitim kritik af Israel. Hvordan vil du sørge for, at legitim kritik af Israel ikke også bliver omfattet af det her?

»Det er jo ikke antisemitisme at komme med en politisk kritik af Netanyahu-regeringens handlinger i forhold til bosættelser på Vestbredden og en krig i Gaza, hvor de civile omkostninger efterhånden overstiger de militære gevinster. Den kritik kan jeg egentlig også istemme,« siger Alex Vanopslagh og tilføjer:

»Men det er klart, at hvis du spørger mig, så mener jeg også, at det er udtryk for antisemitisme at mene, at Israel som stat ikke skal have lov at eksistere.«

B.T. har forelagt Alex Vanopslaghs udtalelser for Rasmus Stoklund, der svarer i en kort skriftlig kommentar:

»Det at have danske, demokratiske værdier bør være et minimum for at opnå dansk indfødsret. Derfor har regeringen nedsat en ekspertgruppe, der undersøger om og i givet fald hvordan det er muligt at screene tatsborgerskabsansøgere. Vi er derfor allerede i gang.«