En lille hundehvalp savner en ejer at varme sig hos op til jul.

Københavns Politi har således udsendt en efterlysning ejeren til en hvalp på Twitter, hvor det forlyder, at den lille hund er blevet fundet foran en Føtex på Frederiksberg.

‘Hundehvalp fundet ved Føtex på Nordre Fasanvej på Frederiksberg. Hvis du kender ejeren, så kontakt Københavns Politis afdeling for sagsbehandling på mail nje011@politi.dk inden den 24. december 2017,’ skriver politiet.

Vedhæftet er et foto af den søde hund i favnen på en betjent.

Københavns Politi fortæller torsdag eftermiddag til BT, at der endnu ikke er kommet nogle henvendelser i sagen. Hvad der skal ske med hunden, såfremt ejeren ikke dukker frem inden jul, er endnu uklart.

Har man oplysninger i sagen, kan man sende en mail til ovenstående adresse eller kontakte Københavns Politi på tlf. 114.