I morgen bliver nok den vigtigste dag for mig indtil nu.
Det bliver den dag, hvor der er mest på spil under årets Giro d'Italia. Jeg har noget tid, som jeg skal hente, og alle, der ligger en smule bagud, kommer til at ville rykke frem i klassementet.
Alle kommer til at køre med alt, der er. Også mig selv.
I lang tid var det usikkert, om vi kunne køre op ad Stelvio i den modbydelige etape i morgen. Nu ved vi, at det sker.
Personligt frygter jeg den ikke, men det kan blive en alt eller intet dag. Hvis ikke det lykkes mig at lave noget i morgen, er det næsten slut. Så jeg vil forsøge, hvis jeg har benene. Det skal jeg. Så må det briste eller bære.
Man kan altid planlægge det store angreb, men til syvende og sidst handler det om, hvordan benene har det. Jeg skal mærke det, når jeg sidder på rammen, og jeg kan se de andre. Fornemme, hvordan de har det. Mærke tempoet. Og så stille sig selv spørgsmålet: 'Giver det mening at rykke nu?'
Når jeg ligger nummer 12 i klassementet, er det klart, at det skal gå galt for rigtig mange, før jeg kan nå på podiet. Men afstanden er altså ikke så stor, når man ser på, at vi har kørt i 2,5 uge nu. Der er groft set kun to minutter derop.
Jeg er glad for, at vi får lov til at køre morgendagens benhårde etape. Håbet er, at det kan være til min fordel med tre hårde dage i streg. Jeg er mere en diesel, end jeg er eksplosiv, og jeg skal vinde på udholdenheden.
Til gengæld bliver det sindssygt koldt i morgen. Problemet er ikke at køre op, men at køre ned. Det var allerede koldt i dag på nedkørslerne fra 16-1700 meters højde, når vi skulle køre ned på skyggesiden af bjerget med 80 kilometer i timen iført lycrabukser og en vindvest. I morgen skal vi over 2700 meter.
Vejrudsigten siger, at det bliver 4-5 grader på toppen, og derfor bliver det vigtigt at vælge det rigtige tøj. Man skal have nok på, men ikke for meget.
Måske det havde været en fordel at finde en alternativ etape, hvor man har lige så mange højdemeter, men ikke skal ligeså langt op i forhold til kulden. Til gengæld tror jeg på, at det er godt for mig, at vi kører etapen.
Der er ikke det store at berette fra dagens etape. Jeg følte, at jeg var godt med i finalen, men den sidste stigning var næsten den nemmeste af dem, som vi skulle op i dag. Og så kan man efterhånden godt mærke, at der sidder 5000 højdemeter i benene dag efter dag, hvor man sidder seks timer i sadlen.
Vi havde Óscar Rodríguez med i udbruddet. Han havde selv en idé om, at han skulle i udbrud, for det var ikke en del af holdets plan. Jeg ved ikke, om det er fordi, at han ikke havde forstået vores plan, selvom det kan være godt at have en med i et stort udbrud.
Der har været meget snak om, hvorvidt den sidste uge bliver mindre spektakulær af, at der er så mange hårde dage. Måske i dag var det, fordi vi havde i morgen i baghovedet. Men omvendt kan det også være, at i morgen bliver et endnu større festfyrværkeri.
Vores aerodynamik-mand, Ivan Velasco, sagde til mig forleden, at han aldrig har set en Grand Tour med så hård en tredje uge som denne her. Der er ikke kun mange højdemeter, men også mange kilometer i det hele taget.
Og jeg hælder mod at give ham ret. Umiddelbart er det en af de hårdeste, jeg har set.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 20, og du kan læse gårsdagens her.
