Fredag var sådan en dag, hvor en rytter som jeg næsten kun kan fejle. Jeg har alt at tabe, næsten intet at vinde.
På sådan en sidevindsetape taler stort set ingen om det, hvis klassementryttere kommer i mål uden problemer. Hvis de bliver sat, bryder helvede løs.
Det var en okay dag. Alt var langtfra perfekt, men jeg er glad for, at etapen er krydset af. Jeg er lettet, selv om jeg faktisk havde et lille styrt, som jeg vender tilbage til. Dagen blev næsten lige så modbydelig, som vi havde troet.
En hektisk, hektisk dag.
Først på etapen bliver jeg fanget i sidevinden, da jeg bliver sat fra den forreste gruppe. Jeg sidder cirka 6-7 pladser fra dér, hvor det hele knækker.
»For fanden, det er noget pis,« tænker jeg i øjeblikket. Lige dér bliver vores hold fanget i ubalance, og det hele bliver ukoordineret.
Fabio Felline taber mit hjul og sakker bagud, men Manuele Boaro sidder med fremme i den første gruppe og kører af sted. Der tænker jeg: »Fuck, nu kommer jeg til at sidde her alene.«
Vi fik dog lidt samling på tropperne, da jeg fik stoppet Boaro over radioen. Jeg fortæller ham, at det er meningen, at han skal sidde med mig, men han svarer så, at han ikke vidste, at jeg ikke sad med.
»Du bliver jo nødt til at holde øje med, hvor jeg sidder! Jeg har råbt ad dig over radioen og bedt dig om at stoppe med det samme,« forklarer jeg ham.
Han havde tænkt, at den ene og den anden og den tredje profil sad oppe foran. Men da jeg igen sagde til ham, at han skulle stoppe nu, faldt han ned til os. Han endte med at tage én føring dér, inden han blev sat.
Når den slags sker, bliver vi ret sårbare, fordi tre af vores mand er væk med det samme. Da mangler vi lidt, men jeg synes, at det er svært at forlange mere, end det vi fik. Resten af dagen sad drengene upåklageligt.
Heldigvis slap vi helskindet igennem, og det er formentlig sidste dag, hvor vi skal køre rigtig sidevind.
Ærligt var jeg aldrig rigtig i tvivl om, hvorvidt vi ville komme tilbage til frontgruppen, selv om man da sidder og tvivler lidt, indtil det faktisk lykkes. Hvis hullet blev meget større, end de 20 sekunder, der nu var, kunne de få blod på tanden oppe foran. Det måtte ikke ske.
Hvis vi havde fået de rigtige informationer af holdet, havde vi nok undgået at køre forfølgelsesløb i 40 kilometer for at nå de forreste. Et eller andet er gået galt.
Da vi kom til mål, talte jeg med Ivan Velasco, som tager sig af aerodynamik på holdet. »For fanden mand,« sagde jeg til ham. »Vinden stod jo perfekt til angreb ved svinget efter seks kilometer, hvor jeg blev sat. Hvorfor vidste jeg ikke det?«
Han havde så sendt en besked til vores sportsdirektør Alexandr Shefer, som sad i bilen, med præcis den information. At vi skulle være påpasselige lige dér.
Men i radioen fik vi det modsatte at vide: At vinden hele tiden ville være den samme, og at vejene ville blive bredere ved det punkt. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men der ligger i hvert fald noget ansvar fra bilen i forhold til at overrække de korrekte oplysninger.
Når det er sagt, er det ikke sikkert, at vi havde siddet bedre uanset hvad, fordi det var rigtig svært at ændre position i feltet på det tidspunkt. Det var trangt med pladsen.
I forhold til mit styrt tror jeg heldigvis ikke, at det sætter sig i kroppen på mig. Jeg måtte bremse hurtigt op ud af et sving, hvor der var et styrt foran mig.
Det endte med, at jeg lavede et solostyrt lige bag dem. Det var lidt dumt, men ellers var jeg kørt ind i dem.
Heldigvis har jeg ikke slået mig særlig meget, bare lidt på skulderen og albuen.
Men det er billigt sluppet fra en etape, der var hektisk hele vejen.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer otte, og du kan læse gårsdagens her.
