Det føles, som om,han holder meget øje med mig. Rigtig meget øje med mig.
I onsdags føltes det, som om Nibali ikke slap mig en meter. Han fulgte mig bare.
Vores sportschef Alexandr Shefer siger, at han er bange for, at det ender som sidste år i Giroen mellem Nibali og Roglic. Mens de to holdt skarpt øje med hinanden, tog Carapaz fusen på dem og vandt.
I år skal vi passe på, at vi ikke ender i en låst situation, der minder om den i 2019.
På en etape som den i dag siger vi ikke et ord til hinanden, selvom vi kender hinanden godt. Det gjorde vi heller ikke i onsdags, hvor vi var i direkte duel. Vi kørte jo sammen på Astana i fire år, og nu ved jeg ikke, om han er misundelig, ærekær, eller hvad det er.
Jeg tror, at der er noget i forhold til, at jeg har været hjælperytter for ham tidligere. Nu har jeg kørt stærkt i år og sidste år, og i år har jeg kørt hurtigere end ham. Min følelse er, at han har lidt svært ved at sluge det.
Han kan stort set ikke hilse på mig og kører ret meget efter mig, også i tidligere løb. Det skete for eksempel i Giro dell'Emilia, hvor han ikke slap mig, selvom jeg fortalte ham, at Vlasov var vores kaptajn. 'Den er god med dig,' sagde han. Vlasov endte med at vinde løbet.
Man kan jo ikke tage fra ham, at han har vundet alle Grand Tours og en masse cykelløb, og jeg har det egentlig fint med ham. Af cyklen er han en flink fyr, og vi kommer godt ud af det med hinanden, selvom han ikke er en, jeg har delt vildt meget med.
Men det er vist nemmere for mig at acceptere, at vi konkurrerer mod hinanden, end det er for ham.
Personligt går det den rigtige vej. Det føles, som om jeg restituerer godt fra dag til dag. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til de hårde etaper.
Som hold fungerer vi også mere og mere som en enhed. Vi begynder at få alle med, og i dag sad Contreras med mig en stor del af dagen. Ham havde vi stort set ikke set indtil nu, og det hjælper, at vi får styr på det og samling på holdet.
Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har kørt en rigtig leadout, som jeg gjorde i dag for Fabio Felline. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at det var næstsidste etape i Vueltaen 2011, hvor vi sad i et decimeret felt.
Stuart O'Grady sad der også, og han sagde til mig, at jeg skulle køre leadout.
»Hvad?« svarede jeg. Han var selv hamrende hurtig i en spurt, men den dag var han helt færdig. Så jeg kørte leadout for Bennati, der vandt.
Torsdag kom det lidt tilfældigt. Det var ikke aftalt på forhånd, at jeg skulle køre Fabio frem, men det passede lige. Han havde nok tænkt, at han skulle klare sig selv og slet ikke forventet det. Men jeg kunne lige så godt have ham med på dæk.
Nogle gange ønsker jeg faktisk, at jeg var sprinter i stedet for klassementrytter. Man skal 'kun' give sig fuldt ud på en tredjedel af et etaperne, og man skal først give los på de sidste 3-5 kilometer. Som klassementrytter skal du holde dig til hver evig eneste dag.
Men okay, man vælger jo ikke 100 procent sin ryttertype. Det afhænger jo meget af ens kropsbygning.
Det var fedt, at Felline blev nummer tre, og det var godt for holdånden. Jeg synes ikke, at det er fair, at hele holdet kører 100 procent for en kaptajn, og så basta. Der skal være plads til andres succes også.
Nu hjalp jeg Felline i dag, så formentlig er han endnu mere villig til at hjælpe mig en anden. Som kaptajn synes jeg også, at det er vigtigt, at det ikke bare er mig, mig, mig og mig.
Holdet skal fungere og have succes, og jeg skal også hjælpe med at løfte holdet.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer syv, og du kan læse gårsdagens her.
