Geraint Thomas er ikke en mand uden selvironi.
Efter et fatalt styrt på tredje etape af Giro d'Italia måtte forhåndsfavoritten udgå. På trods af den enorme nedtur for Thomas har waliseren stadig overskud til at joke med det italienske nederlag.
»Hvem bar den bedst?« spørger han retorisk i et opslag på Instagram, der har fået stor opmærksomhed.
Her sammenligner den 34-årige Ineos-rytter nemlig sig selv med skuespilleren Liz Hurley i en kjole, der til forveksling ligner Thomas' smadrede trøje fra Giro d'Italia.
Billedet af Liz Hurley er fra 1994, hvor hun dukkede op til premieren på 'Fire brylluper og en begravelse' iført en kjole, som blev holdt på plads af sikkerhedsnåle – præcis som Geraint Thomas' trøje, efter den blev revet itu i forbindelse med styrtet.
»Så uheldigt, at jeg må forlade Giro d'Italia. Jeg vil ikke lyve, jeg er enormt skuffet. Så meget hårdt arbejde og en stor indsats for at komme i form til Giroen,« skriver Geraint Thomas i Instagram-opslaget.
Ineos-rytteren, der vandt Tour de France i 2018, formåede faktisk at køre tredje etape færdig. Men dagen efter stillede han ikke til start, da undersøgelser viste, at han har fået et brud på bækkenet.
Skaden kom, efter han styrtede ved at køre ind i en drikkedunk, som trillede på tværs hen ad vejen i feltet. Det sker ofte, hvis rytterne kører på brostensagtige veje, hvor drikkedunkene ryger ud af deres holdere på grund af rystelserne.



