Onsdag har været en lang dag efter en kort nat.
Som jeg skrev i går, tog det en hulens tid at komme med færgen fra Sicilien til fastlandet, fordi vi skulle have alle busser ombord. Quick-Step skulle nå til podie, dopingkontrol og det ene og det andet, så det tog en rum tid.
Bagefter tog det en krig at komme frem til vores halvdårlige hotel. Vi kom til en lille by, da vores bus pludselig stoppede. Så kom der simpelthen en mand frem ud af ingenting, der skulle dirigere os ned til vores hotel og vise vej.
Der skulle tre mand til at dirigere vores bus gennem den lille by, og da vi ankom, var der 26 grader på værelset. Det var simpelthen så varmt, at min holdkammerat Manuele Boaro tog sin seng og stillede den ud på altanen, men det betød så, at jeg ikke kunne lukke vinduet.
Jeg ved ikke, hvad der skulle fejres på en højhellig tirsdag, men der blev i hvert fald spillet høj musik, så jeg vågnede og måtte få mine ørepropper i.
Og så havde vi bare en lang etape. Det kunne man sagtens planlægge bedre dagen efter en lang transfer. Med ASO, der arrangerer Tour de France, havde transferen ikke taget så lang tid, og så havde man ikke fået et hotel i en by, hvor man ikke kan komme frem med bus.
Sådan er Giroen. Jeg huskede faktisk ikke, at det var så slemt i forhold til sidst, jeg kørte løbet. Det var i 2016. Men det minder lidt om Vueltaen sidste år.
Man er sent fremme mange dage, og så får man sen aftensmad, hvor man skal spise et kilo pasta for at være klar til næste dag.
Umuligt at ligge på maven, når man skal i seng ret kort tid efter. Så man sover på siden i fosterstilling i stedet for.
Det har været en lang etape med alt for mange højdemeter i forhold til, hvor stor en forskel man kunne lave. Jeg var overbevist om, at man kunne få mere ud af den sidste stigning. Men der tog jeg fejl.
Vi havde helt sikkert have fået mere ud af det, hvis vi havde et stærkere hold, så vi kunne sætte et hårdt tempo de sidste 10 kilometer. Her endte det bare med, at vi måtte se de andre an og forsøge lidt mod toppen af stigningen. Men jeg synes, at de andre kører lidt afventende.
Jeg bad Óscar Rodríguez, som formentlig er holdets bedste klatrer ud over mig, om at give alt hvad han havde op mod toppen på den sidste stigning. Forsøgte at pace ham lidt, men der var nok ikke mere i ham, end det han gav.
Det er ikke sådan, at jeg er skuffet af ham. Jeg havde nok ikke regnet med mere, men man har da lov at håbe. Om ikke andet giver det svar på, hvor meget jeg kan forlange af ham og bruge ham i de kommende etaper. Formentlig bliver han bedre.
Sådan er det, og der er flere andre hold, der ikke har så meget firepower i sig.
Vi har stadig mange etaper tilbage i Giroen, men vejret skal også tillade, at de alle bliver kørt. Lige nu kan det være, at nogle af de høje bjergetaper bliver aflyst. Så bliver det et helt andet løb.
Det har jeg virkelig i baghovedet, og derfor skal jeg udnytte chancerne, når de kommer, hvis jeg er godt kørende. Det er bare svært, hvis ikke man har holdet til det.
Så bliver det de andres taktik, der afgør, hvad der kan lade sig gøre.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer seks, og du kan læse gårsdagens her.
