Det har været en begivenhedsrig Giro indtil videre.

Vi er kun nået til første hviledag, og favoritfeltet er allerede blevet mindre, efter to af de største favoritter til den samlede sejr, Geraint Thomas og Simon Yates, er udgået.

Den ene efter et styrt, den anden fordi han blev testet positiv for coronavirus.

Rundtomkring er der flere, der mener, at det nok sjældent bliver 'nemmere' at vinde en Grand Tour end denne her.

Jeg vil godt sige til dem, der har det synspunkt: Giroen er stadig lang, og der er altså også andre, der kan vinde. Men det er klart, at de største favoritter til sejren formentlig er forsvundet. Jeg håber ikke, at jeg bliver den næste.

At køre top-10 i en Grand Tour er ikke er nemt at opnå, men jeg vil gerne medgive, at årets Giro formentlig er en af de mere opnåelige Grand Tours at gøre det i. Måske bliver Vueltaen endnu nemmere, men det ser bestemt ikke umuligt ud i denne her Giro.

Man skal bare huske, at i år er et særligt år, og der altid vil være sultne folk klar til at tage over. Det så vi sidste år i Tour de France, hvor tre af de første fire fra året før ikke stillede op. Så kom nye folk til som Egan Bernal.

Det er aldrig lutter lagkage at køre en Grand Tour. Endnu mindre at lave et stort resultat. Det kræver, at formen er god, og at man er godt kørende, hvis det skal kunne lade sig gøre.

Når det er sagt, så bliver mine chancer i årets Giro ikke dårligere, som tiden går. Kigger man på navnene, der stadig er med, ser det måske nemmere ud, end det kunne have gjort.

Men der kan gå meget galt. Jeg skal holde mig på cyklen, fortsætte de gode takter og undgå at blive testet positiv for corona.

Jeg skal tro på det, kæmpe for det og være stærk på de afgørende etaper. De nærmer sig stille og roligt. Men en joker, som man skal have i baghovedet, er, om vejret tillader os at køre de hårde etaper. Der har nemlig været meget sne - blandt andet på Stelvio - og den etape er i fare for at blive aflyst.

Én ting, der ikke er nemmere, er at køre Giro d'Italia i oktober. Jeg tror, at vi kan forvente nogle rigtig, rigtig modbydelige etaper, når vi kommer længere frem.

Søndagens etape var modbydeligt kold.
Søndagens etape var modbydeligt kold. Foto: DARIO BELINGHERI
Vis mere

På søndagens etape var det virkelig koldt, og hvis det fortsætter sådan, er jeg ikke sikker på, at vi er mange ryttere, der gennemfører og kommer til Milano. Mange mister nok modet.

I feltet snakkede folk lidt frem og tilbage søndag, og Rafal Majka fra Bora startede nærmest etapen med varme bukser og en termo-jakke, selv om det først senere skulle begyndte at regne og for alvor blive koldt.

»Hvad skal du så have på, når det bliver nul grader?,« spurgte jeg ham for sjov.

Den kommende uge bliver efter forudsigelserne okay vejrmæssigt, men tredje uge kan godt blive hård.

Vi må se, hvad der kan lade sig gøre, men hvis der havde været længere nedkørsler søndag, var det blevet rigtig slemt. Der må være en grænse for, hvor vildt det kan blive.

Fra nu af gælder det om at være stærk mentalt. Det er det sidste løb i sæsonen for mange af os, og jeg må holde moralen højt og forsøge at komme så godt igennem dagene som muligt.

Jeg har alt at vinde. Intet at tabe.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 11, og du kan læse gårsdagens her.