Det var frygteligt derude i dag. I hvert fald frygteligt til sidst. Det var faktisk direkte modbydeligt.

Det var så koldt, at Alexander Vinokourov gjorde noget helt nyt, da vi frysende kom ind i bussen efter etapen.

‘Drik den her - det gjorde jeg altid efter en kold dag,’ sagde han og hev noget, der lignede en Gammel Dansk, ud af skabet.

Jeg ved ikke, om det var den eller det varme bad, der gav mig varmen, men det hjalp i hvert fald.

På en etape starter man normalt med en masse tøj på, som man stille og roligt smider i løbet af etapen. I dag var det lige omvendt.

Vi startede i godt vejr, men så blev det pivkoldt og regnvejr. Det er bare noget andet, end når man sidder i marts-regnen og måske har lidt ekstra på sidebenene. Der er ingen fedt på kroppen nu, vi har sommeren bag os og er vant til varmt vejr.

Alle os kaptajner sad sammen og hundefrøs. Der var ikke nogen, der havde noget at skyde med. På vej mod mål sad vi og grinede af, hvor meget vi frøs. Nibali, Majka og jeg.

Nibali sagde, at det var det værste, han nogensinde havde oplevet - endnu værre end i Giroen i 2013, hvor der var sne og frost. Så vi aftalte, at der skal noget ekstra på sidebenene nu.

Det er Nutella og smør hver morgen - resten af Giroen. Der skal noget fedt på kroppen, inden vi skal op i de højere luftlag.

Jeg følte mig godt tilpas på cyklen i dag. I hvert fald indtil det begyndte at regne. Så kæmpede jeg med det, ligesom de andre, og vi skulle egentlig bare helskindet igennem etapen.

Der skete ikke det store blandt favoritterne. Etapen var der ikke at køre om, og der var et langt fladt stykke efter bakkerne. Fredag har vi en halvnem etape, og jeg tror allerede, at mange tænker på enkeltstarten lørdag og den hårde etape, der kommer efter.

Det bliver to afgørende etaper, inden vi rammer næste hviledag, og man vil ikke spilde kræfterne.

Det var frygteligt derude i dag. I hvert fald frygteligt til sidst. Det var faktisk direkte modbydeligt.
Det var frygteligt derude i dag. I hvert fald frygteligt til sidst. Det var faktisk direkte modbydeligt. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

NTT satte sig frem for at føre, og det gik hurtigt. Men jeg tror egentlig mest, de gjorde det for at sidde det bedste sted. Der var ikke to kilometer med lige vej - kun ved start og mål - og de kunne sidde og profitere på, at feltet sad i en lang linje på nedkørslerne og skulle træde hårdt.

Igen punkterede jeg. Faktisk tidligt på etapen. Det var lige godt sørens - jeg er slet ikke punkteret i hele 2020, og nu er det sket tre gange i Giroen.

Heldigvis var det på et tidspunkt, hvor der ikke blev kørt stærkt, så jeg klarede det smertefrit. Men så skete der noget med cyklen. Jeg fik en mærkelig skrabelyd, når jeg trådte rundt.

Jeg stoppede og troede, mekanikeren kunne fikse det, men han kunne ikke se, hvad der var galt. ‘Skift cykel,’ råbte han. Så stod jeg der og fumlede med min cykelcomputer på en dårlig vej, hvor det var svært at komme forbi bilerne.

Bilerne kom forbi mig, jeg kom forbi dem, de kom forbi mig igen. På en snørklet nedkørsel. Det kom til at tage længere tid, end jeg havde regnet med, og det kostede også kræfter i regnvejret.

Tilbage til det, for vejrudsigterne hernede holder altså ikke en meter. Vi er blevet fuppet godt og grundigt. Vi tjekkede fire forskellige vejrudsigter, og der var kun 10 procents risiko for regn i dag.

Det var det samme på enkeltstarten, hvor der skulle være medvind. Så var der modvind. Og på bjergetapen til Roccaraso var der tre procents risiko for regn - og det væltede ned.

Italienerne siger, at Domenico Pozzovivo altid ved, hvordan vejret bliver. ‘Spørg ham,’ siger de. Han sagde, det ikke ville regne. Men jeg skal love for, det var forkert. Vi må snart have en ny vejr-løsning.

Nu gælder det en rolig dag fredag, inden det går løs i weekenden. Det bliver vigtige etaper, for vi ved ikke, hvor mange bjergetaper, der er tilbage.

I dag var det koldt i 500 meters højde. Hvordan er det så i 1200 meter eller 2000 meters højde? Jeg tror allerede, at etaperne over 2.000 meter er aflyst. Men nu må vi se.

Jeg har det godt og føler, jeg er tilbage.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 14, og du kan læse gårsdagens her.