Årets Giro d'Italia er det mest uforudsigelige løb, jeg har kørt.
Ingen ved, hvad der kommer til at ske, især på grund af corona-virussen. Det er uklart. Men også, fordi der er flere etaper, som vi slet ikke ved, om vi kan køre på grund af vejret.
Vi ved allerede, at vi formentlig ikke kan køre på Col d'Izoard og Agnello, som nok bliver ændret til noget andet. Der er også et stort spørgsmålstegn ved, om vi kan køre op ad Stelvio.
Jeg tror nok, at vi nok skal nå til mål i Milano, men det bliver spændende at se, hvor mange som når dertil.
En del er jo blevet smittet, og man kan frygte, at nogen bliver testet positiv næste gang.
Man kan jo sige, at vi cykelryttere kører i en ret sikker boble. Hvis vi smittede hinanden i feltet, ville vi formentlig kunne holde det i cykelkredse. Men jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er den rigtige måde at gøre det på ud fra et medicinsk synspunkt.
Det ønsker ingen. Men vi vil gerne køre løbet færdigt i stedet for, at det afbrydes.
Corona-virussen er inde i sin anden bølge. For fuld knald.
Det er selvfølgelig altid nemt at være bagklog, men måske havde det bedste tidspunkt været at genstarte sæsonen tidligere. Man kunne være startet i juni eller juli, der viste sig at være dér, hvor coronaen var mindst til stede. Og så havde vi været færdige med sæsonen nu.
Men ingen kunne spå om, hvordan ville gå, og det er nok røget mere ud af kontrol, end hvad diverse institutter og sundhedsstyrelser kunne have forudset.
Flere har diskuteret, hvorvidt det var rigtigt af Jumbo-Visma at trække hele holdet ud af løbet efter Steven Kruijswijks positive corona-test.
Holdmanager Richard Plugge blev tidligere i år testet positiv, og han fik det rent faktisk dårligt. Så det har nok været med det i baghovedet, da de besluttede, at helbredet skal være førsteprioritet på holdet.
Det synes jeg egentlig er fornuftigt i forhold til at undgå at sprede smitten nu, i stedet for der potentielt er yderligere fem positive om fem dage.
Derudover kan jeg godt forstå, at man trækker sig, når ens kaptajn er testet positiv, og sundhedssituationen er, som den er. De var der for ham, og nu kan man ikke tage den risiko længere.
Nu ved jeg ikke, hvor nemt corona-virus rent faktisk smitter i et cykelfelt. Selvfølgelig er det mest forsvarligt at trække sig, ligesom Mitchelton-Scott gjorde det, for ikke at udsætte andre for risikoen.
Vi har jo maske på, når vi kører til start, men under løbet har vi af god grund ikke. Vi snotter, spytter, og ja, praktisk talt savler på hinanden dagen lang. Men jeg ved ikke, hvor svært det er at opfange det. Om der bare skal en indånding fra en smittet til op ad en stigning.
For så kan det gå hurtigt.
Usikkerheden omkring, hvorvidt løbet fortsætter helt til Milano, gør jo også, at man skal overveje, om det skal ændre på ens taktik. Det samme gør mit tidstab tirsdag.
Som jeg ser det, betyder det ikke, at jeg skal køre mere offensivt. Snarere tværtimod.
Det gælder ikke længere for mig om at hente 20 eller 30 sekunder for at rykke frem i klassementet. Det handler nærmere om halvandet eller to minutter, og så kan det bedre betale sig at vente på de rigtige gode muligheder for at tage endnu mere tid.
Jeg holder mig nok i ro og kører mere passivt foreløbigt. Og så skal jeg være godt kørende til enkeltstarten på lørdag og bjergene på søndag.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 13, og du kan læse gårsdagens her.
