Arnaud Démare burde spille med i 'De Urørlige', for franskmanden har gang i en vanvittig Giro d'Italia.
Onsdag smadrede supersprinteren igen konkurrenterne og vandt sin fjerde etapesejr i løbet.
Desuden var vi vidner til et dramatisk styrt på en ellers kedelige etape, der sluttede i kystbyen Rimini. Stedet, hvor den italienske helt Marco Pantani døde på mystisk vis i 2004.
Her får du dommen over dagens danske præstationer fra Fuglsang og co., dagens top og flop samt 3 ting, vi lærte.
I den optimale verden havde Jakob Fuglsang onsdag haft en vild og voldsom bjergetape, hvor han kunne komme ud med sine aggressioner efter tirsdagens nedtur. Men danskeren fik ikke lov at hævne punkteringen og den tabte tid. På en flad, udramatisk og rent ud sagt røvkedelig etape fik Astana-kaptajnen sig et hvil sammen med de øvrige favoritter, inden det torsdag igen går løs med masser af forræderiske bakker i terrænet omkring Cesenatico.
Karakter: 6
Han er utrolig
Hvorfor overhovedet spilde tid og kræfter på at gennemføre de flade sprinteretaper? Glem Gaviria, Sagan og Viviani. Vi ved jo alle, at Arnaud Démare er usårlig! Positionskampen i spurten var spændende, men resultatet var der aldrig tvivl om – den franske dynamitstang tog sin fjerde sejr i årets Giro d'Italia. Hvilken vanvittig og suveræn præstation. Den 29-årige Groupama–FDJ-rytter kan dermed skrive 75 professionelle sejre på sit cv, og mon ikke det tal er steget, inden vi når Milano om 11 dage.
Hvad tænker han på?
Den evige saga om motorcykler i cykelfeltet fik endnu et kapitel, da Elia Viviani (Cofidis) blev væltet bagfra af en trehjulet knallert på dagens etape. Helt umotiveret ramlede motorcyklen ind i den italienske sprinter, der heldigvis rejste sig og cyklede videre. Men én ting står tilbage, når man genser billederne. Hvad i alverden tænkte køreren på? Det så bizart ud!
Mystisk dødsfald i Rimini
Dagens målby, Rimini, agerede desværre kulisse til et af de mørkeste kapitler i italiensk cykelhistorie. Det var her, helten Marco Pantani blev fundet død for 16 år siden. I dag hersker der stadig tvivl om, hvorvidt Piraten, som han blev kaldt, blev myrdet eller døde af en overdosis. Måske det aldrig bliver opklaret.
Arme Sander
Den belgiske veteran Sander Armée (Lotto–Soudal) kastede som en enmandshær lidt kolorit på en kedelig etape. Med 25 kilometer igen sagde han farvel til de italienske udbrudskollegaer og satte kursen mod mål i Rimini. På vej mod etapesejren og en fornyelse af den kontrakt, der udløber lige om lidt. Længe så forspringet ud til at være stort nok til at holde, men Armée løb tør for krudt i det flade terræn, der passede feltet bedst. Point for forsøget!
Fra fyrværkeri til fuser
Tirsdag var formentlig en af de mest hektiske dage i Giroens historie med det enorme coronakaos og en etape, der var højdramatisk. I dag var det lige nøjagtig det modsatte. En klassisk sprinteretape, hvor et udbruddet blev indhentet, og vi fik den forventede massespurt. Gaaaaab.
Démare efteraber italiensk ulykkesfugl
Den lynhurtige franskmand satte igen alle konkurrenterne på plads og vandt sin fjerde etape i årets Giro d'Italia. Det er første gang siden 2018, hvor italienske Elia Viviani også nuppede fire sejre. Til gengæld gør Viviani ikke meget rigtigt i årets løb, hvor hans bedste resultat er en femteplads.