Drømmen er ikke slukket endnu. Jeg er ikke testet positiv for corona, og løbet er ikke aflyst.
Men det her har godt nok været en vild dag på mange måder.
Det er skide irriterende, at jeg får den punktering på det værst tænkelige tidspunkt.
Jeg er skuffet. Jeg er sur. Jeg er bitter.
Nu er det ved at være nogle timer siden, at jeg kørte i mål og tabte over et minut til mange af mine konkurrenter, og jeg får ikke tiden tilbage. Uanset hvor bitter jeg er.
Da jeg kom over den fatale stigning under dagens etape, tænkte jeg én ting: 'Nej, nej, nej! Ikke en punktering igen.'
Jeg kunne mærke, at mit baghjul virkede blødt, og det var desværre det, jeg frygtede.
Min første tanke var, at jeg måtte køre så længe som muligt på dækket, indtil der kom en holdkammerat, som jeg kunne bytte cykel med, eller en servicebil. Men jeg vidste også, at den var langt væk.
Min chance var at følge de andre favoritter ned af nedkørslen, men allerede efter andet eller tredje sving er jeg ved at stå på røven, fordi mit baghjul skrider ud. Det samme er ham, der kører bag mig. Et rigtig møgtidspunkt.
Jeg kunne ikke gøre andet end at håbe på en servicevogn, der kom med en cykel. Min holdkammerat Manuele Boaro bad Shimano om at komme mig til undsætning med en cykel, fordi vi jo kun er fem tilbage på holdet. Så er der ikke så mange at bytte cykel med.
Desværre kom Fabio Felline op til mig som den første, og hans cykel var sgu lidt mindre, end jeg havde regnet med. Det føltes næsten som at køre på min datter Jamies cykel. Selvfølgelig kunne jeg stå op på den lille cykel, men det kan man altså ikke i 10 kilometer, hvor man skal give den fuld gas.
Jeg gav alt, jeg havde, for at komme i mål så hurtigt som muligt. Men det er klart, at mine konkurrenter gav den fuld gas oppe foran. Både i forhold til etapesejren og det samlede klassement.
Da jeg først var kommet op på Fellines cykel, ville mine sportsdirektører have mig op til gruppen foran mig. Jeg kørte alt, hvad jeg kunne, men da jeg kom derop, stoppede alle med at føre. De havde allesammen en holdkammerat længere foran, så de havde ingen interesse at hjælpe mig frem. Derfor satte de sig bare på mit hjul.
Måske så det ud som om, at jeg ikke gav alt, da jeg kom i mål. Jeg forsøgte at køre med det, jeg nu havde. Når det er sagt, havde jeg ikke benene til at lave forskellen i dag. Det kan være, at min krop skal i gang efter hviledagen.
Jeg havde faktisk udset mig at forsøge noget på dagens etape, men jeg sakkede bagud på den sidste stigning. Den var stejl, og jeg havde ikke så godt greb i dækkene på den våde asfalt. Så jeg måtte sidde ned og havde mindre power til at stå op.
Hvis jeg skal være helt ærlig, følte jeg mig ikke 100 procent frisk. Egentlig var jeg godt kørende i starten, men regnen gjorde det hele lidt mere besværligt, og jeg havde været tilfreds med at køre i mål med de andre favoritter.
Sådan skulle det ikke gå.
Der blev kørt rigtig, rigtig stærkt i dag. Ingen havde grund til at spare på kræfterne efter dagens store corona-nyheder. Mange positive tests og to hold, der trækker sig. Ingen ved, om vi når hele vejen til Milano. Så der var ingen grund til at spare på kræfterne.
Faktisk gik rygterne i feltet om, at i dag var den sidste etape. Personligt tænkte jeg, at det lød mærkeligt, for vi havde intet hørt fra vores bil. Så vidt jeg husker, var det Boaro eller Felline, der fortalte, at nogen snakkede om det.
Måske forstod jeg det ikke helt rigtigt.
Det var virkelig en hektisk morgen. Først kom nyheden om, at Steven Kruijswijk var smittet med corona-virus, så gik rygterne om, at Michael Matthews var den anden. Bagefter trak hele Mitchelton-Scott-holdet sig.
Men vi stod allesammen på startstregen et minut før starten, da vi fik at vide, at Jumbo-Visma ikke ville stille til start. 'Nu sker der ting og sager,' tænkte jeg. Til at starte med kunne man godt mærke, at feltet manglede 15 ryttere. Ret hurtigt gik koncentrationen dog over og handlede om cykelløb.
Men når man så lige efter hører, at det kan være sidste etape, bliver man i tvivl: Jamen okay, det kan da godt være?
Jeg kunne bare ikke nå at ændre noget og hente al den tid, jeg var bagud i dag.
Under massagen talte jeg med min massør Cristian Valente – også kaldt Fante – om det hele, og jeg synes egentlig, at han har en god pointe.
Vi kan ikke gå rundt og være nervøse over næste test. Tænke på, hvad der mon nu sker og være bekymrede over det ene, det andet og det tredje. I første omgang tænkte jeg jo 'shit, næste test bliver nervepirrende.'
Men det er jo, som det er. Bliver man testet positiv, kan man jo sådan set ikke gøre noget ved det.
Det bliver spændende, hvad der sker herfra. Vi får se.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 12, og du kan læse gårsdagens her.
