I aften må meget gerne blive negativ.

Vi skal coronatestes, og det er da en smule nervepirrende, når der trods alt har været en del tilfælde i og omkring løbet. Jeg krydser fingre.

Når man kiggede på etapeprofilen inden fredagens etape, så det fredeligt ud. Men vi blev vist allesammen overrasket over, hvor hårde stigningerne sidst på etapen var.

Jeg regnede med, at vi ville køre forholdsvist jævnt over den sidste bakke for så at ende i en massespurt. Men jeg tog fejl.

Jeg følte mig godt kørende i dag. Jeg var ovenpå. I sig selv var det jo ikke verdens sværeste dag, men når man tænker på, hvor modbydeligt det var i går, synes jeg, at det gik godt.

Det var også dejligt, at vi ikke fik regn. Alle havde taget godt med tøj på fra morgenstunden, og jeg kørte 120 kilometer med en regnfrakke i baglommen. Sådan er det jo altid. Har man regnfrakken med, regner det ikke. Og så omvendt, hvis det står ned i stænger.

Desværre styrtede Fabio Felline cirka syv kilometer fra mål. Dagens spurt kunne have passet ham godt, og nu ender han i stedet med et forslået knæ. Præcis hvor meget, han har slået sig, ved jeg ikke, men jeg håber, at han er okay.

Der har været meget snak om vores hold under Giroen. At jeg godt kan sidde meget alene, men det følte jeg altså ikke, at jeg gjorde i dag. Felline sad med til det sidste, men selvfølgelig strejfede nogle tanker mig på vej ned af nedkørslen efter hans styrt.

»Vi blev vist allesammen overrasket over, hvor hårde stigningerne sidst på etapen var.«
»Vi blev vist allesammen overrasket over, hvor hårde stigningerne sidst på etapen var.« Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

'Nej, nej, nej. Hvad gør jeg, hvis jeg får en defekt, og jeg ikke har nogen holdkammerater i nærheden? Hvis jeg får en punktering, er jeg vel overladt til mig selv?'

Heldigvis fik jeg ikke brug for hjælp fra mine holdkammerater.

Felline stiller til start i morgen, og det er jeg glad for, når man tænker på løbet fremover. Han har været min bedste mand i bjergene, og hvis jeg kommer til at sidde alene endnu tidligere på etaperne, begynder der altså at være langt til mål.

I morgen gælder det enkeltstarten. Den bliver vigtig, men jeg tror faktisk, at den store bjergetape på søndag bliver endnu vigtigere.

Enkeltstarten er en speciel disciplin, særligt midt i en Grand Tour. Her kommer det til at gælde om at finde balancen mellem at køre sig ud, men jeg må ikke smadre mig selv, så jeg er mærket til dagen efter.

Man skal selvfølgelig ikke være frisk, når man kører i mål, men måske skal man lige nøjagtig give sig 100 procent. Ikke 110.

Hos os får vi lavet simulationer i forhold til, om man kører på syregrænsen eller over den. Så kan man se, hvor meget tid der er at vinde på det. Det tager vores specialist i aerodynamik, Ivan Velasco, sig af, og man kan faktisk regne sig relativt godt frem til det.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor vigtig enkeltstarten bliver i det store billede, men jeg skal gerne tage noget tid fra nogle af dem, der ligger foran mig i klassementet. Og så går det ikke, hvis jeg taber et minut til Kelderman for eksempel. Det ville være ærgerligt.

Han kører en god enkeltstart og umiddelbart synes jeg, at han har været den stærkeste indtil videre.

På dagen kører man typisk ruten igennem en gang for at se den igen. Jeg så den efter Tirreno-Adriatico, men i morgen beslutter jeg, hvilket udstyr jeg skal bruge.

3,5 time før start spiser jeg en portion ris eller pasta, og ellers sidder jeg i bussen halvanden time før, hvis hotellet er tæt på. Hvis ikke tilbringer jeg meget af dagen i bussen. Tager rygnummer på. Varmer op. Får tips fra dem, der har kørt ruten før mig.

Til gengæld har jeg ikke som sådan nogle rutiner eller ritualer, inden jeg skal ud at køre en enkeltstart. Jeg sidder som regel og følger lidt med i løbet, hører noget musik og spiller lidt Sudoku på min telefon for at slå tiden ihjel med noget simpelt.

Ellers forsøger jeg at koncentrere mig om det, der skal ske, men uden at stresse over det.

Jeg tænker min strategi igennem - Hvor hårdt skal jeg lægge ud? Hvor skal den have fuld gas, og hvor kan jeg gøre forskellen? - og gennemkører ruten oppe i mit hoved, så jeg er klar, når jeg sidder på cyklen. Så undgår jeg, at jeg pludselig er i tvivl om, hvorvidt et sving kan tages med 100 procents fart, eller om jeg skal bremse lidt.

Det store spørgsmål er så, om benene er der bagefter. For det er ikke altid, at benene og hovedet vil de samme ting.

Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 15, og du kan læse gårsdagens her.