512 coronatest blev udført 15. og 16. oktober under Giro d'Italia, og alle er kommet retur med negativt svar.

Mon ikke løbsdirektør Mauro Vegni og resten af feltet er mere end bare en smule lettet.

For efter store problemer med at holde coronasmitten fra døren ved cykelløbet Giro d'Italia er der lørdag kommet godt nyt for både arrangøren og rytterne. Ingen nye tilfælde.

Som følge af bekymringerne grundet adskillige smittede i feltet og på holdene gennemførte man 15. og 16. oktober ekstra test, og her er der kommet beroligende nyt til de bekymrede.

Corona-skyerne har svævet tungt over Giro d'Italia.
Corona-skyerne har svævet tungt over Giro d'Italia. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Ud af 512 coronatest udført på de to dage er nul ryttere og holdpersonale smittet. Det fremgår af Den Internationale Cykelunions (UCI) hjemmeside.

»I aften må meget gerne blive negativ. Vi skal coronatestes, og det er da en smule nervepirrende, når der trods alt har været en del tilfælde i og omkring løbet. Jeg krydser fingre,« skrev Jakob Fuglsang fredag i sin klumme her på B.T.

Tidligere i løbet blev blandt andet en af forhåndsfavoritterne Steven Kruijswijk (Jumbo-Visma) testet positiv og måtte trække sig.

Siden har både hans hold og Mitchelton-Scott trukket sig fra løbet, da flere blandt ryttere og stab var blevet smittet.

Den næste testrunde i løbet bliver på hviledagen mandag.

Lørdag står den på 34,1 kilometer enkeltstart i fladt terræn, hvor João Almeida (Quick-Step) skal forsøge at fastholde sin lyserøde førertrøje.

Han har et forspring på 40 sekunder ned til hollænderen Wilco Kelderman og yderligere 9 sekunder ned til spanske Pello Bilbao (Bahrain-McLaren) på tredjepladsen.

Astanas Jakob Fuglsang indtager tiendepladsen i løbet, efter at han kørte en skidt indledende enkeltstart og senest var uheldig med en punktering.

Han har 2 minutter og 26 sekunder op til førende Almeida og er stadig i spil til podiet, da der fortsat resterer flere bjergetaper.

Mikkel Honoré (Quick-Step), Jonas Gregaard (Astana), Jesper Hansen (Cofidis) og Mikkel Bjerg (UAE) er de fire øvrige danskere i løbet.

/ritzau/