Lørdag var en forholdsvis stille dag. Der var tid til at kigge ud over det smukke landskab ved Vieste. Det var et flot sted, og det er vist nok første gang, jeg er på de her kanter.
Undervejs var der jo lige én ting, der blev lidt dramatisk. Det var da jeg punkterede på nedkørslen, og Trek-holdet sad forrest i feltet og førte. En del var utilfredse med det træk, men det vender jeg tilbage til.
Først skal I lige høre, hvad der skete ved min punktering.
I starten af den lange nedkørsel mistede mit bagdæk langsomt luft. At køre så teknisk en nedkørsel på et fladt dæk er ikke sjovt, og jeg sad ret langt fremme i feltet, da jeg lod mig falde ned til bilen for at få et nyt.
Jeg kunne have byttet hjul med min holdkammerat, men det burde ikke være nødvendigt med et udbrud, der lå mere end 10 minutter foran os.
Det skal lige siges, at jeg ikke selv har set tv-billederne, da jeg skriver det her, men Trek startede med at føre på nedkørslen, og den fik nok lidt ekstra, da de hørte, at jeg var punkteret. Det skabte lidt panik i vores holdbil, men det stod heldigvis kun på i kort tid.
Det betød, at jeg sad i en gruppe efter det forreste felt, indtil Trek satte tempoet ned, og vores gruppe kom op til de forreste igen. Jeg var ikke bange for ikke at komme tilbage, men det var en mærkelig føring af Trek. For der er en uskreven regel om, at man ikke sætter sig op at føre, når en anden har en defekt.
Det er ikke okay at forsøge at profitere på det.
Da vi var nået op til feltet igen, sad flere og snakkede om, hvad fanden Trek havde gang i. De syntes, at det var mærkeligt, at der skulle sættes ekstra fart på, fordi jeg punkterede. Men jeg aner ikke, hvad holdet har fået at vide.
Jeg sludrede blandt andet med Larry Warbasse fra AG2R. Han fortalte mig, at han ikke ville være venner med Trek og Nibali, hvis han var fra Astana. Rohan Dennis syntes også, at det var mærkeligt, at Trek skulle køre så stærkt på nedkørslen.
Hvis jeg skal være helt ærlig, stak jeg da også lidt til Nibali efterfølgende. Da jeg kørte forbi ham, sagde jeg til ham, at han hellere måtte passe på, næste gang han stoppede for at tisse. At han skulle vælge sit moment med omhu. Han forstod ikke helt det sjove i det og gik i forsvarsposition.
»Nej, nej, det var ikke meningen. Hvis vi reelt ville have ført, havde vi ført igennem,« forklarede han.
Faktum er bare, at Trek hentede 1,5-2 minutter på nedkørslen i forhold til udbruddet, der altså heller ikke kørte langsomt. Så de har givet den gas på vej nedad.
Når Giroen er overstået, er Astana og Trek nok ikke de bedste venner. Men det er en del af spillet.
Jeg kan se, at pressen er begyndt at skrive ret meget om Nibalis og mit forhold.
I princippet har jeg ikke noget problem med ham. Han har vist lidt mere et problem med mig. Men vi kæmper altså også begge om at vinde et af verdens største cykelløb.
Der er måske noget spænding, men der er også meget på spil. Man kan vel kalde det for en psykologisk krig. Mere er der ikke i det.
Her til sidst vil jeg knytte en lille kommentar til, at Yates har trukket sig med corona-virus. Jeg snakkede med Jack Haig om det i feltet i dag, som sagde, at Yates formentlig har fået det på holdets første hotel under Giroen.
Det kommer vel heller ikke helt som et chok. Yates har ikke lignet en mand, der har været på sit bedste, og det har set ud som om, at der var noget galt med ham.
Søndag bliver en rigtig klassementdag. En hård dag, der slutter opad.
Umiddelbart kan der godt ske ting og sager. Den sidste kilometer inden mål ser ud til at være hård, og det begynder at ligne noget, som kan bruges til at lave lidt sjov med.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer ni, og du kan læse gårsdagens her.
