Cykelstjernen Simon Yates er smittet med coronavirus.

Den kæmpe bombe detonerede lørdag morgen inden ottende etape af Giro d'Italia, som briten deltager i.

Testresultatet betyder selvfølgelig, at Yates, der ellers var en af løbets helt store favoritter, omgående trækker sig fra Giroen.

Det oplyser Yates' hold, Mitchelton-Scott, i en pressemeddelelse.

Simon Yates (th.) er blevet testet positiv for corona-virus og udgår af Giro d'Italia.
Simon Yates (th.) er blevet testet positiv for corona-virus og udgår af Giro d'Italia. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

»Simon Yates fik meget milde symptomer i timerne efter gårsdagens syvende etape. Mitchelton-Scoots læbestab krævede omgående en hurtig test, som gav et positivt resultat,« skriver holdet og bekræfter, at der blev foretaget en test nummer to, der også var positiv.

Simon Yates lå nummer 21, da han udgik, og har vist skuffende takter i den italienske Grand Tour - og det kan der altså være en god forklaring på.

Nu kan 28-årige Yates, der vandt Tirreno-Adriatico for knap en måned siden, se frem til isolation på et hotelværelse, hvorefter han via ambulance vil blive fragtet til et sted, hvor holdet kan tilbyde ham »den bedst mulige behandling.«

Holdet oplyser også, at man har testet resten af holdets stab og ryttere, men ingen af dem returnerede et positivt testresultat. Derfor har den italiensk løbsarrangør RCS også meddelt holdet, at de sagtens kan fortsætte i løbet.

»Vi vil dog holde nøje øje med situationen i de kommende dage,« melder holdlæge Matteo Beltemacchi.

Nyheden kaster en alvorlig skygge over Giro d'Italia, der efter planen afsluttes søndag 25 oktober i Milano. Men det kan hurtigt ændre sig, hvis feltet bliver ramt af flere corona-tilfælde.