En af de store udfordringer ved at køre en Grand Tour er selvfølgelig at have benene. Men man skal også have det mentale overskud.
Ofte afhænger humøret meget af, hvordan man føler sig kørende. Ens lunte kan blive meget kort, hvis ikke det går ens vej.
Med fem dage tilbage af løbet føler jeg mig stadig ovenpå og afslappet. Jeg har indfundet mig med, at det må gå, som det går, men jeg kan også mærke, at det har været en lang og hård Giro.
Der gjorde hviledagen godt. Jeg fik en dag til at slappe af og koble fra. Men jeg må erkende, at jeg glæder mig til at vi er færdige, så jeg kan komme hjem til min familie.
Det bliver en hård uge, fordi vi har så lange og svære etaper, men vi skal også rykke os rigtig meget. Vi har langt fra start og mål til vores hoteller, så det bliver tidlige og stressende morgener. Det kan godt irritere mig lidt, at man skal stresse for at komme af sted, og man knap nok kan nå at pakke sin kuffert, før man skal ud af døren.
Sådan er det. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og jeg forsøger at bruge mit krudt på noget andet. Men jeg ved, at andre hidser sig mere op over det.
Jeg snakkede faktisk om det med Vincenzo Nibali i dag. Snakken gik lidt frem og tilbage, om biler, det ene og det andet, men så også lidt cykelløb.
Han fortalte mig, at han var helt færdig i den tredje uge sidste år. Men de andre var endnu mere smadret, end han selv var, sagde han. Så det er altså ikke slut endnu for nogen af os. Det er også det, jeg forsøger at holde fast i, og der venter modbydelige etaper forude.
Personligt kan jeg godt mærke, at vi har kørt en lang Grand Tour, men jeg føler mig som sådan ikke smadret. Der kan være en tendens til, at jeg ikke er så godt kørende efter hviledagene, men i dag var det ikke dårligt.
Nogle var måske overrasket over, at Manuele Boaro og Fabio Felline begge var i udbrud og bruge en masse kræfter. Egentlig var meningen, at Felline skulle med, fordi etapen på papiret passede ham rigtig godt.
Boaro skulle hjælpe Felline med at ramme det rigtige udbrud oppe foran ved at lukke hullerne til nogle af angrebene. Men så endte han også med at sidde deroppe på en dag, hvor det nok var den sidste chance for etapesejr for de to.
Måske betyder det, at de er mere trætte de kommende dage. Men det er heller ikke sådan, at jeg ikke vil have, at de kører i bund, fordi jeg ligger nummer 12 i klassementet, og jeg vil bruge dem til at holde mig fremme. Det tror jeg godt, jeg kan klare alene.
Og så havde jeg Jonas Gregaard med helt til det sidste i dag. Han kørte rigtig godt, og det var fedt for ham, at han kunne sidde med helt fremme. Det gav ham lidt plads, at italienerne var i udbrud.
I dag var en lang dag på rammen. Den var ikke så hård bortset fra til sidst, hvor João Almeida valgte at gøre det eksplositvt med sit angreb på finalestigningen. Så vi fik alligevel pulsen op, og måske lå det lidt i baghovederne, at de næste etaper bliver benhårde.
Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over, at det lige var Almeida, der trykkede. Jeg troede, at Quick-Step ville sætte et hårdt tempo for at undgå angreb, men sådan blev det ikke. Almeida har selvtilliden med sig, for det var alligevel et sats at risikere, at nogen kunne køre kontra på ham eller ligefrem sætte ham.
Almeida har overrasket mig rigtig meget, men det har Hindley og Geoghegan Hart også. De unge gutter har kørt stærkt, mens vi andre ikke har gjort det dårligt, men vi er jo lidt efter. Vi må se, hvad de kommende dage byder på. Om erfaringen og lidt mere diesel kan gøre forskellen, eller om de unge stadig flyver derudaf.
Jeg har ikke lagt nogle planer til onsdagens lede etape. Umiddelbart kører jeg nok lidt passivt og førsger at sidde med så længe som muligt.
Er benene til det, kan det også godt være, at jeg prøver på noget. Vi må se, hvordan det udvikler sig.
Først skal vi igennem endnu en corona-test i aften. Der er ikke andet for end at lægge næse til og krydse fingre.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 19, og du kan læse gårsdagens her.
