Julian Alaphilippe var måske på vej mod endnu en stor triumf, da han søndag gjorde Wout van Aert og Mathieu van der Poel selskab i det afgørende udbrud i Flandern Rundt.

De tre var kørt fra alle de andre og havde dermed udsigt til at skulle fordele podiepladserne imellem sig. Men pludselig blev tre til to.

Et øjebliks uopmærksomhed fik Julian Alaphilippe ned med nakken. Han bragede nemlig ind i en motorcykel, der var stoppet op ude i højre side af vejen, og faldt forover, direkte ned i asfalten.

Han blev liggende, og de to andre kørte væk. Alaphilippe udgik, og en efterfølgende scanning viste, at han havde brækket hånden.

Øjeblikket, hvor Alaphilippe styrter.
Øjeblikket, hvor Alaphilippe styrter. Foto: LUC CLAESSEN
Vis mere

Manden på motorcyklen, Eddy Lissens, var i chok. Han forklarer til Het Laatse Nieuws, at udbruddet havde fået tilpas lang snor ned til de øvrige, og at de derfor ville lægge sig ned bag dem. Tv-motorcyklen valgte venstre side af vejen, så af helt naturlige årsager valgte de den højre side.

»Skulle vi have holdt os til den anden side af vejen? De, der siger det, har aldrig kørt et løb. Jeg gjorde intet usædvanligt. Det var bare en uheldig omstændighed.«

Deceuninck-Quick-Steps holdchef, Patrick Lefevere, var efter løbet rasende. Han mente, at motorcyklen skulle over i den anden side, da vejen drejede til højre, og at rytterne derfor ville vælge den linje.

Selv om Lissens er uenig i den betragtning, føler han alligevel skyldfølelse:

»Jeg har det forfærdeligt. Jeg har gjort det her i 20 år, og det er aldrig sket før.«

Han forklarer, at han efterfølgende har fået en masse hadefulde beskeder på sociale medier. Det har været et meget svært døgn for belgieren:

»Det har påvirket mig meget. Jeg føler mig skyldig, selv om jeg ikke kunne gøre noget ved det.«

Han undskyldte over for Alaphilippe på stedet, men franskmanden har næppe hørt det, da han vred sig i smerte. Lissens gav også en undskyldning til sportsdirektøren i Deceuninck-Quick-Steps følgebil, Wilfried Peeters.

Mathieu van der Poel slår akkurat Wout van Aert i spurten på stregen.
Mathieu van der Poel slår akkurat Wout van Aert i spurten på stregen. Foto: ERIC LALMAND
Vis mere

Mathieu van der Poel vandt Flandern Rundt i en tæt spurt mod Wout van Aert. Aleksander Kristoff tog tredjepladsen. Bedste dansker blev Kasper Asgreen på en 13.-plads.

Julian Alaphilippe, hvis sæson nu er slut, er nykåret verdensmester og har også friske sejre i Brabantse Pijl og en etapesejr i Tour de France. Han missede lige akkurat sejren i Liege-Bastogne-Liege, da han jublede for tidligt og blev overhalet på stregen af Primoz Roglic.