Cathrine Dufour er ikke til at stoppe for tiden. Så kort kan det siges, efter den danske dressurstjerne vandt søndagens World Cup.

Det gjorde hun på hesten Bohemian med 88,2 procent – en personlig rekord for netop den duo.

Det var dog nervepirrende, for efter danskeren havde været på banen I den sværeste klasse af alle – Grand Prix Special – hvor der rides til musik, manglede verdensetteren Isabell Werth.

Og tyskeren gav i den grad Dufour kamp til stregen. Hun var den sidste på banen, og det var meget tæt hele vejen igennem programmet. Hun kunne dog akkurat ikke slå danskeren, da hun red til 87,8 procent.

Noget der gav tyskeren en andenplads og sendte Cathrine Dufour på toppen af podiet til det store internationale stævne.

Dufours kæreste, Rasmine Laudrup, kunne heller ikke lade være med at glæde sig over det flotte resultat.



'Du vil aldrig forstå, hvor stolt jeg er af dig,' skriver hun

Ud over hæderen og hyldesten vinder den danske stjerne 13.750 euro.

Præmien bliver traditionen tro overrakt af prinsesse Benedikte, som selv er meget engageret i dressur. Og publikum på Vilhelmsborg gav den også fuld gas med hyldesten og klapsalverne, da danskeren skulle ind og have sin præmie.

Også gravide Anna Kasprzak var på banen for at uddele præmier.