Verdensmesteren, Julian Alaphilippe, har været ude for et voldsomt styrt i Flandern Rundt.

Han var en af forhåndsfavoritterne og var kørt af sted med Mathieu van der Poel og Wout van Aert. De tre havde skaffet sig et pænt hul på 30 sekunder til de øvrige konkurrenter, men med 35 kilometer til mål var franskmanden uopmærksom i et kort øjeblik og kørte direkte ind i en motorcykel.

Han røg forover og med skulderen først ned i asfalten. Han lå herefter i flere minutter midt på vejen med tydelige smerter. Efterfølgende satte han sig op og tog sig til venstre skulder. Du kan se styrtet i videoen øverst i artiklen.

De andre var for længst kørt, og dermed er franskmanden ude af løbet. I betragtning af smerterne og det faktum, at sæsonen nærmer sig sin afslutning, må det betyde, at verdensmesteren er færdig for i år.

Julian Alaphilippe i store smerter efter styrtet.
Julian Alaphilippe i store smerter efter styrtet. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Deceuninck-Quick-Step har efter løbet meldt ud, at Alaphilippe har frakturer i sin hånd. Han skal opereres mandag.

Alaphilippe var ellers i fantastisk form. Han er nykåret verdensmester og vandt også Brabantse Pijl for få uger siden. Han var desuden meget tæt på at vinde monumentet Liège-Bastogne-Liège, men kvajede sig i spurten, da han jublede for tidligt, og Roglic overhalede ham indenom på stregen.

Nu kan han altså se frem til en pause, inden forberedelserne til næste sæson begynder.

Van der Poel vandt Flandern i en meget tæt spurt mod van Aert. Kristoff tog tredjepladsen.