Hvis den store ‘Hvad kan jeg blive?’-bog til professionelle cykelstjerner var udgivet, ville Jakob Fuglsang ligge og bladre i den på hotelværelset efter Giro d’Italia-etaperne.

Da han var ung, var drømmen at blive kok, i gymnasiet legede han med tanken om at uddanne sig til arkitekt, men talentet på cyklen var for stort og uundgåeligt.

Nu kan Jakob Fuglsang se tilbage på 15 år som professionel cykelrytter. Formen er i top, kroppen føles langtfra slidt, men stjernen ved godt, at udløbsdatoen nærmer sig.

»Jeg tror, jeg har to eller tre år i mig endnu. To er måske det realistiske. Men man skal aldrig sige aldrig. Se på Valverde, der stadig er med fremme. Det er lige så meget et spørgsmål om at have sulten, siger danskeren,« da B.T. møder ham i hjemmet i Monaco inden Giroen.

B.T. møder Jakob Fuglsang i den danske cykelstjernes hjem i Monaco.
B.T. møder Jakob Fuglsang i den danske cykelstjernes hjem i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Spørgsmålet er så, hvad der skal ske, når cyklen hænges på hylden. Skal der tegnes huse eller laves mad? Skal jernhesten overhovedet hænges op? Astana-kaptajnen udelukker bestemt ikke at blive i branchen.

»Jeg har en idé om, at hvis jeg bliver i cykelsporten, skal det være, fordi jeg kan gøre en forskel for de unge. Det skal ikke være bare at sætte mig ind i en sportsdirektørbil og køre rundt med mekanikeren og tjene et par tusinde hver måned.«

»Min hustru Loulou siger altid, at jeg bliver i cykelsporten. Jeg er mere skeptisk. Jeg vil gøre en forskel. Ellers vil jeg hellere noget andet.«

Og hvad kan det så være? Først og fremmest slår Fuglsang fast, at fremtiden ligger i udlandet. Måske Monaco, måske Luxembourg. Han har allerede gang i cykeltøj-virksomheden Isolés, og der er en tydelig iværksætterånd i danskeren.

Tre gange Fuglsang: Loulou, Jamie og Jakob. Siden da er familien forøget med lille Amber.
Tre gange Fuglsang: Loulou, Jamie og Jakob. Siden da er familien forøget med lille Amber. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Noget med finans kunne være spændende. Aktiemarkedet. Andre dage er det byggeri. Ejendomme. At bygge og renovere. Andre dage er det at være sportsdirektør eller manager.«

»Det er ikke sikkert, at det ene udelukker det andet, men på et tidspunkt skal jeg vælge. Forhåbentlig kommer mulighederne til mig, og så kan jeg vælge, hvad det skal være.«

Et af de tilbud, der med garanti tikker ind på Fuglsangs telefon efter cykelkarrieren, er tv-tjansen. Kig bare på Rolf Sørensen, Chris Anker Sørensen og Lars Bak – cykelstjernerne er populære som eksperter og værter.

Men det er ikke umiddelbart en vej, Jakob Fuglsang har planer om at følge:

Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under Giro d'Italia. De udkommer dagligt, og du kan følge hans jagt på den lyserøde trøje på bt.dk. Arkivfoto.
Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under Giro d'Italia. De udkommer dagligt, og du kan følge hans jagt på den lyserøde trøje på bt.dk. Arkivfoto. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Jeg tror ikke, jeg vil gide at sidde og kommentere cykelløb. Dag ud og dag ind. Det tror jeg altså ikke. Der melder jeg pas. Så skal det være som Lars Bak, der gør det halvtid,« siger Fuglsang om sin ven, der kombinerer tv-tjansen med en rolle som sportsdirektør på Bjarne Riis' NTT-mandskab.

Med rollen som professionel cykelrytter følger også uanede mængder af opmærksomhed. Mange ekssportsfolk bliver i rampelyset, optræder i de kulørte blade og stillet troligt op i tv-show, hvor de forholder sig til dit og dat.

Men Fuglsang ser frem til at glide ud af offentlighedens søgelys:

»Jeg frygter ikke, at jeg skal gå i glemmebogen og ikke være cykelrytteren Jakob Fuglsang. Jeg er lige så godt tilfreds uden at være cykelrytteren Jakob Fuglsang. Jeg har ikke en higen efter at komme i medierne og blive set,« siger den 35-årige Astana-rytter og fortsætter:

»Jeg kan sagtens affinde mig med ikke at blive ringet op tre gange om ugen af journalister, der vil vide et eller andet om noget, jeg ikke har en mening om. Umiddelbart ser jeg frem til den dag, hvor jeg kan sætte cyklen på hylden. Og leve et andet liv.«

Men det bliver ikke nu. Lige nu handler alt om at vinde Giro d’Italia, og pensionstankerne er gemt væk til fordel for sulten efter flere sejre.

»Jeg mærker ikke som sådan, jeg er blevet ældre. Jeg har ikke svært ved at komme ud af sengen. Jeg føler ikke, jeg er 35 år. Jeg føler, at jeg er godt kørende. At jeg er stærkere end nogensinde. Om ikke andet, så er jeg meget mere erfaren. Jeg har efterhånden fundet den måde, som får mig til at køre stærkt på. Jeg har fundet opskriften.«

Og hvad er opskriften så på den anden ungdom, Jakob Fuglsang har fundet sent inde i sin karriere. Et cykelliv og et kæmpetalent, der først for alvor har foldet sig ud i 30'erne, hvor de store sejre i monumenterne Liége-Bastogne-Liége og Lombardiet Rundt er kommet.

Jakob Fuglsang på sin terrasse i hjemmet i Monaco.
Jakob Fuglsang på sin terrasse i hjemmet i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Måske er det den ni år yngre hustru, Loulou, der holder den danske cykelrytter ung. Hun har i hvert fald masser af tro og ambitioner på Fuglsangs vegne. Og ser ikke en karriereafslutning lige om hjørnet:

»Jeg tror, Jakob har mange sæsoner tilbage som professionel. Han brokker sig aldrig over smerter, og han siger til mig, at han føler sig som en på 26 år. Man er kun så gammel, som man føler sig. Jeg tror på fire gode år mere med masser af succes. Lige nu er han i højdepunktet af sin karriere – hans niveau har aldrig været højere.«

Men familielivet banker på. Datteren Jamie Lou skal have en bror eller en søster, og der skal være mulighed for at gøre de ting, man ikke må og kan som professionel atlet.

»Sådan noget som at tage ud at stå på ski om vinteren og tage på en normal sommerferie, som ikke kan lade sig gøre. Det at bruge tid med familien og de små ting. Jeg kunne godt tænke mig at restaurere min bil. En oldtimer. Men det bliver ikke til noget, når man bor i Monaco og er på farten 200 dage om året,« siger Jakob Fuglsang.

Indtil videre må han koncentrere sig om at køre hurtigt på sin cykel og ikke i motorvognen.

Det skal forhåbentlig føre til en topplacering ved Giro d’Italia. Afgørelsen falder den 25. oktober, når Grand Touren når Milano.