Flere af de andre klassementfolk led et knæk i dag.
Det gjorde jeg ikke, og det var godt for moralen.
Nøj, hvor var det en herreetape. Dagen var selvfølgelig god for mig, men der blev virkelig gået til den. Den vendte op og ned på klassementet. Præcis som jeg havde forventet.
Jeg tror, at jeg kan tale for alle her: Vi sad på limit og kørte bare på dampe til sidst. Nogen tabte rigtig meget tid, og der var virkelig ikke meget at skyde med på de sidste kilometer.
Selvfølgelig havde det været fedt at sidde med helt fremme, men det var en lettelse at vise, at jeg godt kunne være med i dag. Jeg var godt kørende og kommer til at gå tilfreds i seng.
Jeg kørte over toppen af Stelvio med Pello Bilbao, og det var godt for os begge. Vi havde jo begge noget at køre for og kunne dele arbejdet for at hente Wilco Kelderman og lægge afstand til dem bag os.
I første omgang aftalte vi at holde sammen over Stelvio, fordi ingen af os havde benene til at sætte den anden. Og så gav det ikke mening at sidde alene indtil næste stigning ved Lago di Cancano.
Da vi nåede den stigning, som var dagens sidste, forsøgte jeg at forcere. Jeg ville accelere for at se, om jeg kunne ryste ham af. Det kunne jeg ikke, og det endte jeg med at betale prisen for på finalestigningen. Han kørte rigtig stærkt til sidst, og jeg måtte tage en lille puster efter mine angreb for at komme mig og finde tempoet igen.
Til sidst kørte jeg bare med alt, jeg overhovedet kunne køre med. Arme, ryggen, skuldrene og hvad man ellers kunne bruge for at tvinge cyklen fremad. Benene var helt tømt.
Men det var fedt for mig at mærke helt fra start, at jeg godt kan være med. Da Sunweb accelererer, og jeg kan se, at førertrøjen er i vanskeligheder, og Pozzovivo bliver sat, giver det bare noget selvtillid.
Det var ikke så koldt, som jeg havde frygtet, at det ville være, da vi skulle køre ned ad Stelvio. Jeg havde en soigneur på toppen, som gav med en jakke med handsker, en hat og en buff til nedkørslen. Men jeg smed både hatten, handskerne og buffen, der stak ud af mine lommer og skabte vindmodstand. Det var altså også en flot dag, hvor vi var heldige med vejret. Og så var det bare en super smuk etape.
En af hemmelighederne bag, at det gik godt for mig, var, at jeg huskede at spise. Jeg tror aldrig, at jeg spist så meget på en etape i løbet af min karriere, som jeg gjorde i dag. Jeg endte med at forbrænde 6.000 kalorier, og så skal der altså køres noget i garagen, hvis ikke man skal gå kold.
Det tror jeg, at mange glemte, fordi vi kørte så stærkt hele dagen.
Til de nysgerrige kan I lige få listen over det, jeg indtog under etapen i dag:
- 4 flasker med normal energidrik
- 3 flasker med ekstra koncentreret energidrik
- På den gode side af 10 gels
- 5 barrer
- 4 riskager
Hver evig, eneste gang, der var mulighed for at køre noget ind, gjorde jeg det. Vi havde lagt en ret præcis plan forinden, så vi havde folk ude på ruten, som gav mig maden. For det var jo umuligt at have så meget i lommerne, og vi gjorde det sådan, at vi havde regnet ud, hvad jeg skulle spise på hvilke distancer. Da jeg så var ved at løbe tør, stod der en ny fra holdet med mad.
Lige præcis det dér er jeg blevet ret skarp til med årene, og det har uden tvivl gjort, at jeg er blevet en bedre cykelrytter de sidste par år. Det gør en kæmpe forskel.
Her til sidst er det også værd at nævne, at et stabsmedlem fra vores hold er testet positiv, som det blev meldt ud fredag morgen. Det er heldigvis ikke en, som jeg har haft tæt kontakt med, så jeg er ikke nervøs. Coronaen har jo nærmest ramt alle hold ud over os, og det havde næsten været for godt til at være sandt, hvis vi skulle gå fri.
I morgen venter en maratondag på 258 kilometer. Den bliver formentlig lang og våd og ændrer nok ikke så meget på klassementet.
Til gengæld viste etapen i dag, at intet er slut. Det er ikke ovre endnu. Præcis, som jeg har troet på.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 21, og du kan læse gårsdagens her.
