Giroens kongeetape leverede drama og dynamit af episke dimensioner, da top 10 blev splittet fuldstændig ad på en fantastisk underholdende etape.

Dagen bød på en etapesejr til Jai Hindley, en ny mand i lyserødt, italienske tragedier og en god dag for Jakob Fuglsang, der fik kørt sig frem i klassementet og nu ligger nummer seks.

I morgen venter der våbenhvile mellem favoritterne på en (meget!) lang og flad etape, inden de igen skal udkæmpe et stort slag i bjergene på lørdag.

Her får du dommen over dagens danske præstationer fra Fuglsang og co., dagens top og flop samt tre ting, vi lærte.

Endelig en optur til Jakob Fuglsang under årets Giro-etape.
Endelig en optur til Jakob Fuglsang under årets Giro-etape. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere


EN-DE-LIG en god dag for Jakob Fuglsang. Den danske stjernerytter blev - vanen tro, fristes man til at sige - sat relativt tidligt af løbets helt store favoritter. Men langsomt og heroisk åd den 35-årige rytter sig selv op, så han endte med at sidde godt med og holde afstanden til de forreste under langt de meste af etapen. Desværre blev han sat af Pello Bilbao på nogle af etapens sidste kilometer, men Fuglsang tog tid på både Nibali, Pozzovivo, Almeida, Majka, Konrad, Masnada, Pernsteiner og Kelderman, som han hentede og kørte fra. Endelig fik Fuglen lov at flyve, og han røg hele seks pladser frem i klassementet.
Karakter: 8

Jai Hindley var den hurtigste på dagens etape og ligger nu på en samlet andenplads.
Jai Hindley var den hurtigste på dagens etape og ligger nu på en samlet andenplads. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere


Historisk dag for Sunweb
Hvis der ikke skulle køres cykelløb i morgen, og vi levede i en verden uden corona, ville samtlige ansatte hos Sunweb vågne op med massive tømmermænd. Ikke nok med, at Jai Hindley vandt Giroens kongeetape, fik det tyske mandskab også kørt Wilco Kelderman i den lyserøde førertrøje. Jo, Kelderman tabte tid til fire mand på dagens etape. Men det ser rigtig godt ud for Kelderman, Hindley og resten af Sunweb, der utvivlsomt har en masse at fejre.

Vincenzo Nibali (tv.) fik ikke en dag, som han havde ønsket sig.
Vincenzo Nibali (tv.) fik ikke en dag, som han havde ønsket sig. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere


En tandløs haj
Det gik altså ikke, som Hajen fra Messina havde drømt om eller regnet med. For Giroens kongeetape blev en regulær nedtur for den italienske darling og hjemmebanefavorit Vincenzo Nibali, der tabte rigtig meget tid i klassementet. Trek-rytteren kørte blandt andet i mål med den lyserøde trøje João Almeida, men det var altså også næsten fem minutter efter dagens hurtigste. Tandløst af den sicilianske haj, der må en tur til tandlægen efter guldtænder. Andet guld får han ikke under årets Giro.

Kelderman kunne ikke finde ud af at få sin jakke på i dag. Formentlig er han bedre til at trække den lyserøde trøje over hovedet.
Kelderman kunne ikke finde ud af at få sin jakke på i dag. Formentlig er han bedre til at trække den lyserøde trøje over hovedet. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere


Favoritter kunne have tabt det på gulvet
Puha, hvor kunne det være gået galt for Team Sunweb i dag. Holdet, der indtil videre har været det stærkeste ved årets Giro, kunne have tabt rigtig meget på gulvet ved dagens magiske Stelvio-etape. Det er til gengæld ikke på grund af dårlige ben, men grundet... dårlige evner til at iføre sig en frakke. For efter Stelvio-stigningen skulle rytterne have godt med tøj på inden en iskold nedkørsel på 22 kilometer. Både Kelderman og især Hindley kæmpede så meget med at få dem på, at de aldrig fik dem lukket. Kelderman endte med at smide sin på vej ned, og Hindley var tæt på at ryge i asfalten, da han skulle tage den på. Formentlig er Kelderman bedre til at trække den lyserøde trøje over hovedet end til at tage frakke på. Den kunne have været dyr, Sunweb!

Rohan Dennis (th.) leverede en heltemodig indsats for sin bjergkaptajn, Tao Geoghegan Hart.
Rohan Dennis (th.) leverede en heltemodig indsats for sin bjergkaptajn, Tao Geoghegan Hart. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere


Rohansk dødstempo
Mon ikke rigtig mange slog øjnene op og så måbende til, da de så Ineos-maskinen i dag. For Rohan Dennis fik Giroen til at springe i luften på vej op ad den næsten uvirkelige Stelvio-stigning, hvor han satte favoritterne på stribe med et dødstempo af dimensioner. Kun Jai Hindley og holdkammeraten Geoghegan Hart kunne følge med Dennis’ hidsige fart, og sidstnævnte blev afleveret perfekt kort inden mål. Kun få præstationer i årets Giro kan måle sig med Rohan Dennis’ magtdemonstration i dag.

Stelvio-etapen levede op til alle forventninger.
Stelvio-etapen levede op til alle forventninger. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Det rene dynamit!
Endelig kom den etape, alle havde håbet og ventet på. På trods af usikre vejrmeldinger blev Stelvio-etapen kørt, og Gud ske tak og lov for det! Etapen leverede et sprængfarligt drama af dimensioner, som endelig skabte STORE forskelle blandt favoritterne. Alt blev vendt på hovedet på i dag, da Jõao Almeida måtte aflevere sin førertrøje, de italienske helte Nibali og Pozzovivo på tragisk vis måtte kapitulere, og Kelderman tabte tid, men kørte sig i lyserødt. Det var det rene dynamit!

Bilbaos flamenco
På sine spanske tæer har Pello Bilbao listet sig hele vejen frem i klassementet uden at støje og skabe særlig meget opmærksomhed omkring sig selv. Men Bahrain-rytteren var benhård ved dagets bjergslag, hvor han fulgtes et stykke af vejen med sin tidligere holdkammerat Jakob Fuglsang. På dagens afgørende stigning kastede den ellers uelegante cykkelrytter sig ud i en spansk flamengo, hvorefter han langsomt men sikkert svævede væk fra Fuglen. Og nu ligger han altså på en samlet fjerdeplads.