»Jeg var et nervevrag,« fortæller Loulou Fuglsang om dagens etape, der heldigvis fik en smuk epilog for hende og hendes mand, Jakob Fuglsang.

På Giroens kongeetape kørte den danske stjernerytter i mål som nummer fire, hvilket hejser ham seks pladser frem i det samlede klassement.

Selvom det endte godt, var det ikke hele vejen igennem en nem dag for Astana-danskerens hustru.

»Jeg vågnede og var meget stresset, fordi jeg vidste, at det skulle være i dag, hvis han ville forsøge noget. Jeg vidste, at det var i dag eller aldrig, men jeg havde faktisk en god følelse, da etapen var startet,« siger Loulou Fuglsang til B.T.

Fuglens flyvende dag luner gevaldigt under en Giro d'Italia, hvor det ikke er gået helt efter planen for danskeren. Inden torsdagens Stelvio-etape lå danskeren på løbets 12. plads, men det er der gjort godt og grundigt om på efter et dramatisk bjergslag.

»Han overraskede mig positivt, og jeg er meget stolt af ham. Det var en meget vigtig dag for ham, som han vil huske. Det handler ikke kun om at vinde et løb, men også om at vinde en kamp mod sig selv. Det gjorde han i dag, og han viste, at det aldrig er en mulighed at give op,« siger hun.

Loulou Fuglsang er selv i Italien for at bakke op om sin mand, som hentede tid på mange af favoritterne, herunder Kelderman, Nibali og João Almeida. Begge dele har nok været med til at give den 35-årige dansker et ordentligt skud selvtillid efter en Giro, der ikke altid har været let.

»Det her vil booste hans moral. Det er sådan her, det normalt føles for ham, for han er vant til at være en af de bedste. Så det her vil give ham selvtilliden tilbage. Og så tror jeg, at han giver den et ordentligt skud på lørdag (løbets sidste bjergetape, red.) for at forsøge at komme på podiet, hvis det føles rigtigt.«

Jakob Fuglsang med hustruen Loulou og datteren Jamie Lou i hjemmet i Monaco.
Jakob Fuglsang med hustruen Loulou og datteren Jamie Lou i hjemmet i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Tidligere i løbet er det ikke kun dårlige ben, som har fældet Jakob Fuglsang.

På enkeltstarten i Palermo, der var Giroens allerførste etape, tabte han over et minut til mange af de hurtigste. Det skete, fordi vinden nåede at vende, inden han stillede til start, så han ikke havde medvind som mange af de andre favoritter.

Nogle dage senere punkterede han så på et giftigt tidspunkt, så han igen tabte over et minut til flere andre klassementfolk, og ellers har det været tidstab hist og her, fordi han bare ikke kunne følge med de bedste.

»Han er nok blevet ramt en smule mentalt de dage, hvor han har været uheldig. Det rammer jo ens moral. Inden løbet var målet at vinde, så det er klart, at det rammer ham lidt, hver gang han er uheldig. For eksempel med punkteringen og enkeltstarten. Det har jeg kunnet mærke på ham,« siger Loulou Fuglsang.

Familien Fuglsang i lejligheden i Monaco.
Familien Fuglsang i lejligheden i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Selv har hun forsøgt at bakke ham op for enhver pris og nærmest været over-positiv. Ifølge Loulou Fuglsang selv er det ikke altid, at den går rent ind hos den danske stjerne.

»Indimellem tror jeg, at jeg irriterer ham ved altid at være positiv og presse på. Men jeg er ligeglad, for jeg ofrer også nogle ting i det her,« forklarer Loulou Fuglsang, der har et fuldtidsarbejde i at passe hjemmet i Monaco og parrets treårige datter, Jamie.

Familien ofrer rigtig meget på Jakobs cykelkarriere, og derfor er der ikke noget, der hedder at give op.

»Jeg er selv en fighter af natur. Jeg beder ham om at kæmpe for sig selv, men også for mig og Jamie, fordi han har været væk de sidste to måneder.«