Så gælder det Giroens sidste etape i morgen. Men først skal jeg lige have overstået 2,5 time i bil til Milano.
Der er blevet hyggesnakket lidt, og jeg har opdateret mig selv på, hvad der er sket i verden, mens min soigneur Fante ligger og flyder på bagsædet. Senere står den nok på lidt musik.
Jeg plejer at høre Spotify, sådan nogle 'global'-playlister, men for nyligt har jeg opdaget en masse god musik på min iTunes. Det er 100 år siden, jeg har købt det, og jeg var stoppet med at høre det, fordi det var gammelt. Det er jeg gået lidt tilbage til igen. Det er mix af alt muligt, og det er lige før, at man bliver lidt nostalgisk.
I dag var en status quo dag, og jeg ligger stadig nummer seks, selvom jeg tabte tid. Det havde nok været svært at rykke frem alligevel, fordi de andre klassementfolk så stærke ud. Det er nærmest kun Kelderman, der har tabt noget i dag.
Når det er sagt, kunne alle vel se, at det ikke var nogen super dag, og det er ved at have været en lang Giro. Da jeg kørte over målstregen var jeg skuffet over, at jeg ikke fik mere ud af dagen. At jeg ikke gjorde det bedre.
Blev jeg overrasket over at blive sat så tidligt? Både og.
Jeg havde igen problemer med min cykel og måtte skifte undervejs. På nedkørslen fra Sestriere første gang begyndte min skivebremse at give lyd fra sig. Om jeg ramte et hul, eller hvad der skete, ved jeg ikke, men indimellem skrabede den mod hjulet. Sik - sik - sik - sik.
Det var svært at vide, om det kostede 1, 2 eller 10 watt, men det satte sig mentalt. Så lavede Ineos den kraftige acceleration, der splittede det hele ad, og jeg endte med at føre i en gruppe bagi, som angreb mig, som om jeg kørte langsomt. Så jeg måtte skifte cykel tre kilometer fra toppen, da vi kørte op mod Sestriere anden gang.
Til syvende og sidst ved jeg ikke, hvor meget det havde at sige, men det ændrer ikke noget på dagens resultat. Det er højst sandsynligt ikke skivebremsernes skyld, at jeg ikke kunne sidde med.
Jeg havde ellers følt mig godt kørende og tænkte, det ville blive en god dag. Jeg var opsat på at forsøge noget, da vi satte os frem for at føre. Udbruddet skulle ikke have for lang snor, og vi ville vise flaget lidt.
Jeg har mere end tre minutter op til João Almeida i det samlede klassement, og mere end ét minut ned til Nibali. Når enkeltstarten i morgen er flad og 15 kilometer lang, skal jeg køre en rigtig dårlig enkeltstart, hvis jeg skal miste min sjetteplads. Formentlig ser jeg heller ikke nogen af dem foran.
En sjetteplads var ikke det, jeg kom efter. Det er ikke sådan, at jeg tænker 'YES,' det blev en sjetteplads i Giroen, og jeg fik heller ikke nogen etapesejr. Når det er sagt, er der ikke noget, jeg fortryder. Jeg har givet alt, hvad jeg kunne. Der var bare nogle, der kørte stærkere end mig, og en sjetteplads er ikke et decideret dårligt resultat.
Jeg vidste godt, at det ikke ville blive nemt. Helt generelt er tingene måske heller ikke gået vores vej. De to klatrere, der skulle hjælpe mig, udgik på første og anden etape, jeg fik en punktering, der kostede 1 minut og 20 sekunder og så for resten havde vores hold med mange udskiftninger lige inden Giro-starten.
Vi måtte jo ændre i trupsammensætningen i sidste øjeblik, da to af vores ryttere havde været i kontakt med coronasmittede. Så det har ikke været et super hold, vi har stillet med. Alle har gjort, hvad de kunne, men tag Jonas Gregaard for eksempel: Han har gjort det godt og måske endda overrasket. Men han blev hentet ind i sidste øjeblik og taget ud af Flèche Wallonne for at køre Giroen, selvom han nærmest stod klar på startlinjen.
Næste gang må vi gøre det bedre, men uanset hvad er det et godt resultat at køre top 10. Mange ville sikkert give en arm eller et ben for at køre top 10 i en Grand Tour i løbet af deres karriere. Og som Bjarne Riis sagde til mig engang, så er det altså ikke alle cykelryttere, der opnår det.
Det er jo mit bedste resultat nogensinde i en Grand Tour, men det er ikke en sejr. Der er ingen medaljer. Ikke noget champagne. Resultatet er da værd at skrive på cv'et. Men jeg råber ikke hurra over det.
Nu er der en dag tilbage, og enkeltstarten i morgen er jo ikke super vigtig for mig. Benene gør nok lidt mere ondt i morgen, end hvis der var super meget pres på, der skulle være 100 procent fokus, og den skulle køres til perfektion.
Det er lidt en dag, der skal overstås og sættes flueben ved. Så var det den Giro og den 2020-sæson.
Til gengæld er det jo vanvittigt, at vi har to mand i præcis samme tid, der skal kæmpe om den samlede sejr. Jeg ved ikke, om det er sket før, men det er fuldstændig sindssygt. Mon ikke de to unge fyre har lidt nerver på i morgen, og skulle jeg spille en skilling, ville det være på Tao Geoghegan Hart.
Han kører en bedre enkeltstart og er en lidt større fyr. Det hjælper, når ruten er helt flad.
Til sidst vil jeg gerne knytte en kommentar til fredagens etape, der blev kaotisk, fordi vi ryttere ikke kørte hele ruten.
Mange har opfattelsen af, at der blev protesteret mod at køre så langt på grund af regnvejret og den potentielle corona-smitte. Men essensen var, at vi tre eller fire dage i streg skulle tidligt op. Bora startede hele diskussionen ved at spørge, om det virkelig kunne være rigtigt, at de skulle fra hotellet 6.45 og spise morgenmad i bussen for at køre en etape på 260 kilometer.
Det var essensen af, hvorfor vi ikke kørte. En bedre mulighed havde været bare at starte 10 minutter senere. Meningen var, at der fra arrangørernes side skal tænkes lidt over, at det ikke kan passe, at vi skal køre 5000 højdemeter og 250 km dag efter dag for så at bo på hotel halvanden time væk fra startbyen i bus.
Der er stort set ikke tid til at komme på hotellet, få massage, spise, og sove minimum otte timer, inden man skal i gang igen med næste etape. Vi vil også gerne respekteres nogle gange!
Og så kan det godt være, at det blev håndteret lidt klumset i går.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under hele Giro d'Italia. De udkommer hver dag efter hver etape. Det her er nummer 23, og du kan læse gårsdagens her.
