Den tidligere danske landstræner Åge Hareide forstår ikke, hvorfor FCK valgte at fyre Ståle Solbakken.

Fyringen, der ramte som en regulær nyhedsbombe lørdag morgen, kom bag på den nuværende Rosenborg-træner.

»Det var først og fremmest meget overraskende. Ståle har en stærk position i København og har gjort det fantastisk godt over to perioder,« siger Hareide til NRK, der tilføjer, at han ikke forstår, hvorfor Solbakken ikke fik mere tid.

»Fodbolden går af og til nogle underlige veje, og det her var en lidt underlig vej, at Ståle skulle forlade jobbet så tidligt i sæsonen. De har kæmpet med det i starten, men der var tid endnu,« lyder det fra Hareide.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hareide og Solbakken kender hinanden særdeles godt som fodboldtrænere og landsmænd og har ved flere lejligheder ikke holdt sig tilbage med at rose hinanden. Hareide har tidligere udtalt, at han ønsker at se Solbakken i spidsen for det norske landshold.

Men om det bliver lige nu, er den tidligere danske landstræner usikker på, fortæller han.

Svenske Lars Lagerbäck formåede ikke at kvalificere nordmændene til EM næste sommer, men han har fortsat kontrakt til 2022, selv om Solbakken er blevet sat i forbindelse med jobbet.

Hareide var dansk landstræner fra 2016 til 2020, inden han blev erstattet af Kasper Hjulmand.