Selv om der havde været spekulationer og optræk til det i længere tid, kom fyringen af Ståle Solbakkens lørdag morgen alligevel som et chok for mange.

En af dem er tv-vært Jes Dorph-Petersen, der er glødende FCK-fan.

»Selv om jeg er et voksent menneske på 61 år, så var det et chok for mig. Jeg var stået tidligt op og troede egentlig, at jeg skulle have en halv time mere på øjet. Men så læste jeg det der, og så kom jeg ikke i seng igen,« siger han til B.T.

Han strøg straks til tasterne og gav sit besyv med om fyringen og de fremadrettede perspektiver for klubben på sin Facebook-profil.

I opslaget hylder han Ståle Solbakken som en dygtig taktiker, menneskekender og indpisker.

Men om fyringen var den rette, har han svært ved at beslutte sig for:

»Jeg ved det ikke. Jeg ville have foretrukket, at man havde gjort noget andet. Jeg kan godt forstå, at man måtte kigge på, om der var kommet noget metaltræthed. Både hos Ståle og hos spillerne. Men man kunne sagtens have sagt til Ståle, at nu finder vi din kronpris, den næste træner, som du får lov til at være sammen med et år, og så laver du en overlevering. Argumentet er jo, at man kun skal justere og pudse af på det fundament, som han har lagt. Hvis man siger det, kunne man jo lige så godt lade ham blive et års tid, hvis han ville, og så køre en ny mand ind.«

FC København har meldt ud, at de den kommende tid vil lede efter en ny træner og i samme ombæring internt drøfte, om der skal ændres på strukturen i organisationen. Indtil da overtager den tidligere U19-træner Hjalte Bo Nørregaard trænersædet, mens William Kvist styrer det overordnede sportslige ansvar.

»De har jo smidt ham ud, inden de har fundet en ny. Jeg har dyb respekt for dem begge, men man står nu med en ekstremt urutineret træner og sportsdirektør, og man ved endnu ikke, hvem der skal overtage. Ståle har jo ikke taget af kassen eller gjort noget forkert. De har smidt ham ud, før de vidste, hvad de ville have i stedet for.«

Jes Dorph hæfter sig også ved, at klubben nu mangler en kulturbærer. Ståle Solbakken har været en markant skikkelse i sine mange år i hovedstaden, og med sin rolle som manager har han haft en stor magt og indflydelse på hele det fodboldmæssige plan i FC København. Derfor er det også ham, der altid har skullet stå på mål for kritikken:

»Hverken Kvist eller Hjalte har det samme showmanship, som Ståle har. Man skal huske, at FC København også er en underholdningsindustri. Man skal ikke bare vinde 1-0 og så skynde sig hjem. Fordi så gider vi ikke se dem. Ifølge min mening, så har klubben ikke været brandet godt nok. Hvem har profilerne været, ud over Ståle? Han har stået der, når de vandt, og han har stået der, når de tabte. Der var ikke andre. Jeg synes ikke, at man skal ansætte en U19-træner og sige, at du både skal træne klubben og brande den udadtil. Stakkels Hjalte. Han er jo ikke på samme måde en frontfigur, som vi har set Ståle være det.«

Jes Dorph-Petersen træder også et skridt tilbage og ser bort fra det fodboldmæssige, når han skal sætte ord på nordmanden.

På det menneskelige plan mener han nemlig, at der bliver tegnet et lidt skævt billede af nordmanden, der ofte omtales som arrogant og overfladisk:

»Jeg har interviewet ham et par gange, og jeg har mødt ham på gaden, da vi ikke bor så langt fra hinanden. Han er simpelthen en stille og rolig, flink fyr. Han er væsentlig mere ærlig og selvkritisk end mange andre i den verden. Han tør godt tale kapitalismen imod og sige, at spillerne er forkælede og sådan noget. Han kan godt se sin verden udefra og går ikke kun rundt i badetøfler og taler om 4-4-2.«

Jes Dorph-Petersen vil dog i sidste ende huske Ståle Solbakken for meritterne i klubben, der tæller otte mesterskaber, mens klubben kun har glippet et europæisk gruppespil to gange:

»Jeg vil huske ham for, at han er den træner, der ubetinget har haft den største succes med et fodboldhold herhjemme. Og så ved jeg godt, at de har mange penge. Men man spiller ikke uafgjort mod Barcelona, fordi man har mange penge. Det gør man, fordi man er pisse dygtig.«