»Det betyder meget på grund af det her år, al den sorg, og det har været et modbydeligt år for mange mennsker. Men når man har så meget glæde, hvad kan man så gøre andet end at græde?«

Ordene kommer fra Ben O'Connors mund minutter efter karrierens største triumf.

NTT-rytteren vandt på flot vis onsdagens benhårde Giro-etape, dagen efter han også forsøgte lykken i et udbrud, men måtte nøjes med andenpladsen. Og det bragte tårerne frem hos rytteren, der har Bjarne Riis som teammanager.

»Jeg tror, at jeg græd, da jeg kørte over stregen. Det var overvældende på grund af anstrengelserne og arbejdet, som ikke bare jeg putter i det, men også alle omkring mig. Min familie, min partner, holdet. I går (tirsdag, red.) følte jeg så meget støtte, at det ville være synd ikke at prøve igen,« siger Ben O'Connor i et lydklip, som Team NTT har sendt ud.

Ben O'Connor havde meget at fejre, da han vandt 17. etape af Giro d'Italia.
Ben O'Connor havde meget at fejre, da han vandt 17. etape af Giro d'Italia. Foto: LUCA ZENNARO
Vis mere

O'Connors sejr kom efter et langt udbrud, hvor den 24-årige rytter viste sig at være den stærkeste, og det var en enorm lettelse for både ham og NTT-holdet, der har set langt efter de gode resultater i denne her sæson.

»Vores hold havde virkelig brug for sejren, og jeg havde virkelig brug for den,« fortæller Ben O'Connor.

»Min familie og venner også, de har troet meget på mig.«

Ben O'Connor er en af de mange NTT-ryttere, der stadig mangler en kontrakt til den kommende sæson. Men det er ikke kun hans fremtid, der er usikker.

Faktisk risikerer holdet også at lukke, fordi man endnu ikke har fundet en sponsor til den kommende sæson, efter det blev meldt ud, at den japanske IT-gigant NTT trækker sig.

Formentlig kan O'Connor og NTTs flotte Giro, hvor holdets kaptajn Domenico Pozzovivo lige nu ligger nummer otte, hjælpe med at finde en ny sponsor og sikre holdets overleelse.