Efter lang tids forvirring har Danmarks Cykle Union endelig bekræftet, at den ikke vil forlænge Jesper Worre.

Danmarks Cykle Union (DCU) vil ikke forlænge aftalen med Jesper Worre, der arrangerer Danmarks største landevejscykelløb, PostNord Danmark Rundt.

Det bekræfter direktør for DCU Martin Elleberg Petersen over for Ritzau.

»Vi forlænger ikke aftalen med Jesper Worre. Vi vil noget andet,« siger Martin Elleberg Petersen.

Martin Elleberg Petersen vil gerne have PostNord Danmark Rundt tættere ind på DCU. Han vil lave en eventorganisation, som skal arrangere forskellige begivenheder, herunder PostNord Danmark Rundt, for DCU.

»Vi har jo selvfølgelig meget andet end PostNord Danmark Rundt, selv om det fylder meget.«

»Vi vil gerne lave en eventorganisation, der kan rumme alle mulige events,« siger Martin Elleberg Petersen.

Jesper Worre har ikke formelt været ansat hos DCU. Han har i stedet gennem firmaet Worre Management fungeret som konsulent for unionen.

»Det har været Jesper, der har kørt løbet.«

»Selvfølgelig har vi i DCU været informeret og orienteret, men det har i høj grad været Jesper, der har stået for løbet,« siger Martin Elleberg Petersen.

Jesper Worre har som løbsdirektør arrangeret PostNord Danmark Rundt siden 1997, hvor løbet hed Post Danmark Rundt.

»Jesper har arrangeret det her løb i mange år, og det har han gjort fint, men alting har sin tid, og nu vil vi gerne noget andet,« siger Martin Elleberg Petersen.

Jesper Worre meldte allerede ud i slutningen af maj, at han var blevet fyret fra DCU, men DCU har hverken bekræftet eller afkræftet historien før nu.

»Det bekræfter jo bare det, som jeg har sagt hele tiden,« siger Jesper Worre om den seneste udmelding fra DCU.

Dansk cykelsport står over for en tynd sportskalender efter at 2020-udgaven af PostNord Danmark Rundt er blevet aflyst, og danmarksmesterskaberne i landevejscykling er blevet skubbet til 2021.

/ritzau/