Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jeg gætter på, at vi sent vil glemme, hvordan Gareth Bale dårligt nok kunne sparke sit straffespark, da afgørelsen på årets Champions League-finale skulle findes efter både forlænget spilletid og straffespark lørdag aften.

Jeg gætter også på, at vi sent vil glemme, hvordan spillets største stjerner, mest privilegerede professionelle, lå i kramper op over begge ører og dårligt kunne tage en sprint. Der var stunder, hvor det var farligt at give Luka Modric bolden, fordi han ikke kunne bevæge sig i ryk og yderpositioner uden at syre til i krampe. Se, så har vi set det med, at Modric - af alle spillere - var den sidste mand, Real Madrid skulle give bolden.

Det er ikke dårlige ting at huske. Det er billeder på en finale, der i indsats og intensitet havde alt, hvad en finale skal have. Måske lidt til endda.

Men vi blev ikke fodboldmæssigt berørt.

Vi sad ikke ud på natten lørdag aften og diskuterede, hvor årets Champions League-vinder vil placere sig på skalaen over alletiders bedste fodboldhold. Vi sad ikke og diskuterede, hvor vild en kurs for fremtidens fodbold, Real Madrid og Atletico denne aften udstak for os alle sammen i de fineste rammer, man kan få.

Sådan er det nogle gange med finaler.

I dette tilfælde synes jeg bare ikke kun, at det er et finalefænomen.

Real Madrid har ikke berørt os fodboldmæssigt i årets turnering. Det har Atletico Madrid heller ikke, men den lille underhund har dog undervejs vist kvaliteterne af et kollektivs samhørighed, da man eliminerede Europas to bedste fodboldhold, Barcelona og Bayern München.

Nogle vil huske Ronaldo endnu engang tage rollen som matchvinder og nyde og dyrke den i bar mave. Der var ikke ret meget ekstraordinært over Ronaldo i Milano lørdag aften, men det afgørende straffespark tilbød alligevel den scene af pres og forventninger, som han befinder sig bedre på end det store gennemsnit. Og dér var han.

Nogle vil huske, at Atletico Madrid skulle have gemt en udskiftning og skiftet målmand Oblak ud inden straffesparkene, som man så Louis van Gaal gøre det ved VM i 2014 som hollandsk landstræner. Oblak ligende (som det tidligere i turneringen var tilfældet mod PSV) ikke en mand, der havde antydningen af en forestilling om at se sig selv tage et spark. Og den udgang på finalen for Oblak stod på ingen måde mål med hans enorme betydning i de 120 minutters fodbold.

Og så er der nogle - herunder i den grad mig - der vil huske, hvordan vi igen denne aften skulle sidde og både grine og græde over Pepes latterlige prototype på en usympatisk fodboldspiller. Jeg oplever Real Madrid som en fin klub, en fornem klub. Med hvide trøjer og selvrespekt. Og jeg synes Pepe er en regulær skændsel i den sammenhæng, og den største skændsel er, at der sidder en ledelse, som ikke kan se det, og som ikke fortæller ham, at han skal lade være med at skabe sig, som vi i flere tilfælde så ham gøre.

Så længe Real Madrid spillede fodbold lørdag aften, spillede holdet faktisk fremragende. De første 20 minutter var en magtdemonstration, og man sad med følelsen af, at finalen kunne se Atletico i et tidligt knockout, men Real Madrid slap initiativet, og vi andre fik lov til at se det sjældne, at Atletico ikke forsvarede sig ud af et møde med en større modstander.

Diego Simeones hold vandt på mig i den udgave, havde godt nok svært ved at blive farlige, men masede på og viste, at man fint kan have en ambition om at udfordre alle modstandere i Europa i spillet med bolden også.


Cirka sådan kommer jeg til at huske årets Champions League-finale, gætter jeg på. Det var de små skarpe og fascinerende historiers kamp, men det blev aldrig et monument af en fodboldkamp.

Andre læser også