Skuespillerinden Melanie Griffith blev sidste år skilt fra sin mand, og der har betydet mange ændringer.

København. Hollywood-darlingen og skuespillerinden Melanie Griffith blev i december sidste år skilt fra sin mand, Antonio Banderas, efter næsten tyve års ægteskab.

Og den nye rolle som single har betydet, at den 58-årige skuespillerinde har åbnet et nyt kapitel i sit liv, fortæller hun til People Magazine.

- Jeg har en meget indadvendt periode lige nu, fortæller skuespillerinden, der ud over at skulle håndtere sin skilsmisse også må se sit yngste barn flyve fra reden, når hun til august flytter hjemmefra til fordel for livet som studerende på University of Southern California.

Det er dog ikke melankoli, som tynger den erfarne Hollywood-skuespillerinde, der blandt andet er kendt fra film som "Working Girl" og "Crazy in Alabama".

- Det er på en måde rart. Mine børn har det alle godt. De er smukke mennesker. Jeg er single, ensom og keder mig, og jeg er forvirret, men på samme tid total nysgerrig. Det er næsten, som om jeg er nødt til at kaste mig selv ud af reden, lyder det desuden fra Melanie Griffith, der ligger vægt på, at livet fortsætter trods skilsmissen.

Det bliver dog ikke ved hjælp af dating apps og internetsider, at den populære skuespillerinde måske finder sin næste kærlighed, slår hun fast.

- Nej. Gode Gud. Det ville være skræmmende, siger stjernen, der i stedet hælder mere til håbet om en klassisk kærlighedshistorie.

- At sende blikke tværs igennem et overfyldt lokale, er det ikke tingen, joker skuespillerinden og tilføjer hurtigt:

- Jeg leder ikke rigtigt. Jeg er bare til stede, og jeg tænker, at hvis det er meningen, at jeg skal have et andet forhold, så sker det, og hvis ikke, så sker det ikke.

/ritzau/FOKUS