Finn Nørbygaard er en skuffet mand. Han føler, at han har fået kniven af anmelderne efter premieren på sit nye show.

  • B.T.S ANMELDER SVARER: Appelsinvandet er afbøvset

    Og der er måske ikke noget at sige til, at Finn Nørbygaard ikke jublede, da han så, hvad aviserne mente om hans seneste projekt.

    "Det har flade vittigheder af den lidt lumre slags, omstændige sketches uden pointe og mangler stort set originalitet", skrev B.T.s Birgitte Grue.

    Eller hvad med denne her:

    "Ikke nok med at det ikke var morsomt, o pointerne både lugtede og faldt som hengemte karklude på et beskidt køkkengulv. Det var også så dilettantisk udført, at det er en gåde, at en mand med så mange års erfaring overhovedet vil lægge navn til det", mente Ekstra Bladets Henrik Queitsch efter premieren på Finn Nørbygaard show "Finn & Co." i fredags i Århus.

    Dén kritik er ikke til at tage fejl af. Og det gjorde Finn Nørbygaard da heller ikke.

    "Jeg blev jordet", siger Finn Nørbygaard efter de barske anmeldelser.

    Da han gik i seng fredag aften, var han ellers på toppen af verden. Han følte selv, at han havde leveret et show i særklasse, og at han havde givet publikum en god oplevelse.

    "Da jeg vågnede op til Ekstra Bladets påstand om, at det var et flop, tænkte jeg bare "What?". Så lagde jeg mig til at sove igen, og da jeg vågnede op igen, så jeg B.T.s anmelder i TV2 Østjylland, hvor hun sagde, at det show ikke stod til at redde.

    Og jeg spurgte mig selv: "Hvad fanden er det, der foregår?"," siger Finn Nørbygaard.

    Han føler sig ikke forfulgt af pressen, men mener selv, at der er noget der ikke stemmer.

    "Det var bare for absurd til, at jeg kunne synke den. Min oplevelse af showet sagde noget andet, end det, der stod i anmeldelserne. Senere på dagen så jeg et bånd fra showet, og der stod publikum op og klappede taktfast i syv minutter og 13 sekunder!", siger Finn Nørbygaard.

    Han mener, at aviserne sendte de forkerte anmeldere.

    "Ekstra Bladets mand er rockanmelder og sad med solbriller på under hele showet, ligesom han gik før tid. Og B.T.s Birgitte Grue har aldrig kunnet lide, hvad jeg laver. Hende har jeg "døjet med" i 15 år. Men hvorfor sender man en rockanmelder og en anmelder, der ikke kan lide mig?

    Jeg fik en tanke om, at det var min tur til at få kniven. Tidligere har Kim Larsen, Hanne Boel og Thomas Helmig fået den. Måske var det min tur nu", siger Finn Nørbygaard efter de hårde ord.