Fans af The Beatles kan efter alt at dømme glæde sig over, at musikken fremover vil kunne findes på iTunes.

Den lange række af udødelige klassikere fra The Beatles vil fremover kunne findes på Apples populære program iTunes.

Det mener den amerikanske avis The Wall Street Journal i hvert fald at vide. Avisen citerer "personer, der er bekendt med situationen" for, at der allerede er faldet en aftale på plads.

Det sker på baggrund af samtaler mellem Apple og repræsentanter for Beatles og bandets pladeselskab EMI.

Wall Street Journal skriver, at samtalerne har fundet sted over de seneste uger, men påpeger også, at "der stadig er en chance for, at Apple skifter planer i sidste øjeblik".

Måske bliver spændingen allerede udløst tirsdag eftermiddag. Apple har i hvert fald meldt ud, at der her vil komme "en spændende meddelelse fra iTunes". Hvad denne meddelelse nærmere kommer til at dreje sig om, bliver dog ikke uddybet.

"Tomorrow is just another day. That you'll never forget," står der blot gådefuldt på Apple.com

/ritzau/AFP