Vagtskifte på broen i Afghanistan

Ny chef for den internationale styrke i Afghanistan tiltræder i dag. Opgaven bliver at få tropperne ud af landet i ro og orden.

AFGHANISTAN: General i det amerikanske marinekorps, Joseph Dunford, overtog søndag formelt ledelsen af den NATO-ledede mission i Afghanistan, efter general John Allen, der forventes at flytte til Europa for at blive ny chef for NATO-alliancens styrker i Europa.

Ved en ceremoni i Kabul, hvor den formelle overdragelse fandt sted, vakte det ifølge Reuters en vis opsigt, at den afghanske præsident Hamid Karzai ikke dukkede op, men der var ikke nogen øjeblikkelig forklaring på fraværet.

General John Allen har siddet 19 måneder på posten, som har været en af de vanskeligste perioder under krigen i Afghanistan, men det bliver Joseph Dunford, der får til opgave at styre tilbagetrækningen af de udenlandske tropper i løbet af 2014.

I sin tiltrædelsestale sagde Joseph Dunford blandt andet, at hans tiltrædelse ikke er udtryk for »et skifte, men om kontinuitet«:

»Hvad der ikke er ændret, er viljen hos koalitionen,« lød det fra ham.

John Allen har haft ansvar for at overdrage hovedparten af ansvaret for sikkerheden til de afghanske sikkerhedsstyrker, og han brugte sin platform til for sidste gang at slå fast, at de 350.000 afghanske soldater og politifolk, som fra midten af næste år skal stå på egne ben, kan magte opgaven:

»Dette her er sejr. Sådan ser det ud at vinde,« sagde han.

Samtidig gjorde John Allen meget ud af at understrege, at en del er militær sejr, men at en anden del også handler om at få uddannet afghanerne, fordi uddannelse af dem også spiller en hovedrolle i kampen mod Taleban og i at forhindre, at bevægelsen hverver nye medlemmer.