»Lyset er ved at brænde ud, og jeg må stoppe.«

Det blev nogle af de sidste ord, som en af de mest berømte britiske eventyrer og bjergbestigere skrev i et brev til sin hustru, før han forsvandt på sin vej mod toppen af Mount Everest.

Snart hundrede er nu gået, siden George Mallory skrev brevet – og det er i den forbindelse, at de historiske skriblerier nu er blevet udgivet digitalt af hans tidligere universitet i Cambridge, Magdalene.

Det skriver The Telegraph og The Guardian.

Arkivfoto af George Mallory. 
Arkivfoto af George Mallory.  Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den britiske opdagelsesrejsende var 37 år gammel, da han sammen med klatremakkeren Andrew Irvine forsvandt, da de var tæt på toppen af verdens højeste bjerg.

Først 75 år senere – i 1999 – blev George Mallory lig fundet. 

Irvines lig er endnu ikke fundet.

Siden er det blevet debatteret, om de to mon havde nået toppen, før det endte fatalt for dem.

Dette billede fra 1909 viser George Mallory i Aiguille Verte-bjergene i Frankrig.
Dette billede fra 1909 viser George Mallory i Aiguille Verte-bjergene i Frankrig. Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Vis mere

Størstedelen af den samling, der nu er blevet offentliggjort, består af breve skrevet mellem Mallory og hans hustru, Ruth, fra deres forlovelse i 1914 og frem til hans død.

Blandt brevene er også det sidste, som han nåede at sende. 

Blot få dage før, han formodes at være omkommet på bjerget.

»Lyset er ved at brænde ud, og jeg må stoppe. Skat, jeg ønsker dig det bedste, jeg kan – at din ængstelse vil få en ende, før du får dette brev – med de bedste nyheder. Som også vil være den hurtigste,« lyder det ifølge Cambridge University i brevet med henvisning til, at de ønskede at bestige bjerget hurtigt:

»Oddsene er 50 til 1 imod os, men vi skal nok forsøge og gøre os selv stolte. Kærlig hilsen til dig. Altid din elskede, George.«

Her ses et af brevene fra samlingen.
Her ses et af brevene fra samlingen. Foto: Magdalene College, Cambridge
Vis mere

I samlingen kan man også læste det eneste af de breve, som Ruth sendte til sin mand, der er blevet fundet.

»Jeg holder mig ganske munter og glad, men jeg savner dig meget. Jeg tror, jeg vil ønske at have dit selskab endnu mere, end jeg plejede. Jeg ved, at jeg ret ofte har været tvær og ikke rar, og det er jeg meget ked af, men den grundlæggende årsag har næsten altid været, at jeg var ulykkelig over at få så lidt af dig,« skrev hun og tilføjede:

»Jeg ved, at det er ret dumt at ødelægge de stunder, hvor jeg har dig, for de stunder, hvor jeg ikke har dig.«

George Mallory foretog i alt tre ture til Everest. 

Den første tur til bjerget fandt sted i 1921, og den anden ekspedition fandt sted året efter.

I den forbindelse mistede syv sherpaer livet i en lavine. Den britiske eventyrer gav ifølge The Telegraph sig selv skylden for deres død.

Da Mallory ifølge det britiske medie blev spurgt ind til, hvorfor han ville bestige Everest, skal han efter sigende have svaret:

»Fordi det er der.«

Den første dokumenterede vellykkede bestigning af Everest fandt sted i 1953.