En kolossal isflage på Antarktis er ved at kollapse. Det kan åbne for, at store ismasser begynder at strømme ud i havet.

Et isbjerg på størrelse med den caribiske ø Jamaica er ved at vride sig løs fra det frosne kontinent Antarktis efter en alvorlig svækkelse af den "isbro", der forbandt det med fastlandet. Det viser satellitbilleder fra det europæiske rumfartsorganisation, ESA, i Paris.

Den tynde, frosne "navlestreng", der binder Wilkins-ishylden (shelfen) til to øer ved Den Antarktiske Halvø syd for Argentina og Chile, er ved at kollapse, meddeler ESA.

Forskerne har med bekymring fulgt is-shelfen, der ligger på vandet, gennem flere år. For mange er den blevet et barometer for global opvarmning, som rammer Antarktis hårdere end de fleste andre regioner på Jorden.

Wilkins-hylden, der har en størrelse på 16.000 kvadratkilometer, har været stabil gennem det meste af sidste århundrede, indtil den begyndte at trække sig tilbage i 1990'erne fra de to små øer Charcot og Latady. Gennem det seneste år har ishylden mistet omkring 1800 km2 af sin størrelse, eller omkring en syvendedel.

I de seneste 20 år har Antarktis mistet syv is-shelfer. Forskernes bekymring skyldes, at de enorme isflager på vandet så at sige "holder" på de store ismasser, der ligger i den op til fire km tykke iskappe på selve Antarktis. Hvis blot den mindre iskappe på Vestantarktis bliver ustabil og smelter, vil vandstanden i verdenshavene stige med over seks meter.

Det har især forundret videnskabsfolk, at Wilkins-shelfen begyndte at slå store sprækker i vinterhalvåret, der på de breddegrader frembyder nogle af de koldeste temperaturer på kloden.

I de seneste 50 år er Den Antarktiske Halvø blevet 2,5 grader celsius varmere - flere gange mere end resten af Jorden. I begyndelsen af 1990'erne forudsagde forskere, at det ville tage i hvert fald 30 år, før en så stor ishylde som Wilkins smuldrede og smeltede væk.

/ritzau/AFP