Ifølge Fyens Stiftstidende er rygterne om Mike Jensen som kommende OB-spiller endog meget hårdnakkede.

Mike Jensen sagde onsdag farvel til Brøndby stadion og Brøndbys fans, da han som matchwinner selv sørgede for sin første sejr over FC København som senior nogensinde. Det blev fejret med krammere til flere af baneløberne på stadion og kæmpe smil.

Men måske har den hårdtarbejdende Brøndby-mand ikke spillet sin sidste kamp i denne sæson på det stadion, som ligger hans hjerte så nært. For ifølge Fyens Stiftstidende så er rygterne om, at Mike Jensen kan være på vej til OB utrolig hårdnakkede.

Mike Jensen og OB har længe været set som et fint match, men nu skulle det altså være mere end bare en fiks idé. Jensen har kontraktudløb i Brøndby ved årsskiftet, og endnu er der intet nyt om hans fremtidige destination.

Det kan dog være, at Mike Jensen kan blive boende i København og så bruge en god halvanden time på at pendle til og fra Odense. I så fald vil han skifte en øjeblikkelig 11. plads og faretruende nedrykning ud med fjerdepladsen og muligheden for europæisk fodbold.

Først skal han dog spille sine foreløbigt sidste to kampe for Brøndby, og den første af dem er i aften, hvor Brøndby skal forsøge at opretholde de gode takter i kampen mod FC Nordsjælland i Farum.