Khalid Boulahrouz er i øjeblikket i forhandlinger med Brøndby. Det kan måske give den hollandske forsvarsspiller lidt ro på tilværelsen, hvor han har nok at se til med en eks-kone, der dater landsholdskollega Rafael van der Vaart

Den hollandske forsvarsspiller Khalid Boulahrouz skulle være tæt på at indgå i et ægteskab med Brøndby. Således forhandler de to parter lige nu på livet løs. Boulahrouz kommer lige fra en skilsmisse på flere måder, både i privatlivet og på fodboldbanen.

I Khalid Boulahrouz' seneste klub Sporting Lissabon forløb karrieren ikke som planlagt, og de to parter blev i fællesskab enig om at afslutte samarbejdet et år før tid. I privatlivet afsluttede Boulahrouz tidligere på året også et 'samarbejde', da han og konen Sabia Boulahrouz blev separeret.

For et par uger siden kunne Khalid Boulahraouz så erfare gennem pressen, at eks-konen Sabia nu er begyndt at date Rafael van der Vaart, som Khalid har spillet sammen med på det hollandske landshold. Netop van der Vaart forlod sin kone Sylvie van der Vaart nytårsaften, efter han angiveligt havde slået hende. Rafael van der Vaart og Sylvie van der Vaart havde i mange år været kaldt Hollands pendant til David og Victoria Beckham.

Khalid Boulahrouz har selv forklaret, at han ikke bryder sig om at se eks-konen Sabia, som har beholdt efternavnet trods separationen, flirte med Rafael van der Vaart, men at han altid har været klar over, at Sabia Boulahrouz havde stor lyst til at optræde på den røde løber og i medierne.

Skulle Khalid Boulahrouz skifte til Brøndby kommer han i det mindste lidt på afstand af dette trekantsdrama.