Generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening og tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen er indlagt med Corona-virus.

Det skriver Folkehøjskolernes Forening i en pressemeddelelse.

Elsebeth Gerner Nielsen blev fredag den 13. marts indlagt på Kolding Sygehus og fik dagen efter konstateret Corona-virus.

Lørdag blev hun overflyttet til Odense Universitetshospital, hvor hun er indlagt på deres særlige afdeling for Corona-smittede og nu modtager behandling der.

Det forlyder i pressemeddelelsen, at Elsebeth Gerner Nielsen er i bedring.

»Det er virkelig en hård omgang, men jeg har de seneste dage virkelig forstået at sætte pris på det danske hospitalsvæsen og den behandling, jeg har fået her,« siger Elsebeth Gerner Nielsen og kommer med en opfordring til danskerne:

»Og lad der så også lyde en opfordring her fra til alle til at tage sygdommen alvorligt og så vidt muligt undgå at udsætte en selv og andre for potentiel smitte. Og i øvrigt passe godt på hinanden,« lyder opfordringen fra.

Hun bor i Kolding og har siden årsskiftet være generalsekretær for de danske højskoler. Før det var hun rektor for Designskolen Kolding.

Elsebeth Gerner Nielsen var I perioden 1994 til 2007 medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, heraf knap 4 år som kulturminister i perioden 1998-2001.

Gerner Nielsen har sideløbende været medlem af/formand for en række kampagner og projekter – herunder Den Danske Brundtlandkampagne, Den Grønne Fond og Etisk Råd ligesom listen over bestyrelsesposter er lang.

Elsebeth Gerner Nielsen er ridder af Dannebrog og har modtaget en lang række priser for sit professionelle virke.

Privat er hun gift og er mor til fire børn.