Sådan var han: Peter Mogensen er ærlig, ufiltreret og begejstret. Kun reserveret, når privatlivet – også som ugebladsstof – kan ramme hans familie. Gør, hvad I vil. Men I skal fandme tage en uddannelse! Peter Mogensen kommer fra det, han selv kalder en ’æresrunde ned ad den københavnske vestegn’. To forældre uden uddannelse, men med masser af både menneskelige og intellektuelle ressourcer.
Mogensen fik sin uddannelse og er i dag direktør for tænketanken Kraka, analytiker og halvdelen af Mogensen & Kristiansen på TV2 News samt kommentator i Politiken.
Læs hele interviewet med Peter Mogensen i BT PLUS
BT PLUS anbefaler også:
Sådan var han: Peter Mogensen er ærlig, ufiltreret og begejstret. Kun reserveret, når privatlivet – også som ugebladsstof – kan ramme hans familie. Gør, hvad I vil. Men I skal fandme tage en uddannelse! Peter Mogensen kommer fra det, han selv kalder en ’æresrunde ned ad den københavnske vestegn’. To forældre uden uddannelse, men med masser af både menneskelige og intellektuelle ressourcer. Mogensen fik sin uddannelse og er i dag direktør for tænketanken Kraka, analytiker og halvdelen af Mogensen & Kristiansen på TV2 News samt kommentator i Politiken.
Billedet af den levende formidler er charme, selvtillid og så dét med håret. Han dukkede såmænd også op på ugebladenes forsider, da han først gik ind i og senere ud af et forhold til tv-værten Cecilie Frøkjær. Billedet passer for så vidt ganske godt. Peter Mogensen er charmerende, selvsikker og prøver at holde styr på det levende hår. Men han er også en overraskende fortælling i livets store spændvidde. Her fortæller han om et liv, der har taget ham gennem stormvejr, store prøvelser og kontakt med store personligheder.
Barndommen
- Mine forældre er fra begyndelsen af 30erne. Begge gik ud af 7. klasse og var uden uddannelse. De flyttede ud af Nørrebro i 50erne, og jeg blev født i ’65 i Folehaven 15 i Valby.
Via et rækkehus i Albertslund opgraderede vi så igen i 70erne og fik et egentligt parcelhus i Hundige overfor Bilkas parkeringsplads, hvor jeg er vokset op. Så vi har ligesom taget æresrunden ned ad Vestegnen i takt med, at tiderne blev bedre og velfærdssamfundet tog form. Mine forældre var vel begge to produkter af, at de ikke har fået en uddannelse, for det kunne man ikke i deres miljø.
Min far var en rigtig god sælger. Han solgte sikkerhedssko og senere papirsække hos Bates. Min mor blev lærer. Hun var ikke uddannet. En dag blev hun så sur over, at min bror ikke kunne få svømmeundervisning, at hun tilbød sig på skolen. Så endte hun som svømme- og idrætslærer i 35 år, indtil hun gik på pension. De havde et fast mantra: Vi måtte gøre, hvad vi ville, min bror og jeg, men ’I skal fandme tage en uddannelse’. Ikke fordi jeg skulle være en fin mand, men det var den chance, de ikke selv fik.
Vores hjem var præget af store diskussioner med arme og ben. Min far var politisk freak, så det var P1, Politiken og Orientering. Han var radikal om en hals og vild med Niels Helveg og Hilmar Baunsgaard.Min mors side var en ren socialdemokratisk familie, de var smede alle sammen. Min morfar var skibsbygmester på B&W. Så det blev hidsige diskussioner, hvor jeg bare sad og hørte på.
På et tidspunkt i 80erne blev min far arbejdsløs. I bakspejlet var han fænomenal til ikke at lade sig mærke af det. Men vi vidste alle sammen, at det ikke var en god ting. Jeg tror på, at der findes to typer mennesker: Dem, der har været tæt på nogen, der er ramt af arbejdsløshed, og dem, der ikke har. Det har siddet i mig: Den grundlæggende bekymring over, at hvis du ikke giver den en ekstra spand havre her, så kommer du et forkert sted hen. 
Begge mine forældre er desværre døde for længst. Min far fik kræft i hjernen, da han var 59 og efter to måneder var han død. Det var hårdt. Det er ikke noget arveligt, men der er bare 300 om året, der er uheldige
Min mor døde i 2002, da hun var 69. Min far nåede ikke at se mig i job, men jeg tror, han var glad for at se mig i et uddannelsesforløb. Så kunne det for pokker ikke gå helt galt. Min mor nåede at se mig i både Statsministeriet og hos Accenture, og det, tror jeg, var hun rigtig glad for.
Skolen
Jeg kunne godt lide skolen. Havde det altid skægt. Var sådan en type, der spillede fodbold og senere badminton. Havde aldrig store problemer, men heller ikke ambitioner om at slide hårdt i det, så jeg sejlede fint igennem og brugte en masse energi på sport.
Badminton blev helt manisk, og jeg spillede i eliten på min årgang, var ikke blandt de allerbedste, men havde nogle super år. Jeg bankede engang Poul-Erik Høyer til en Sjællands-træning, men det må du ikke skrive i avisen. Det er alt for pralende, og det var i øvrigt, før han blev god, og han havde glemt det 10 minutter efter.
Jeg var ikke klassens frække dreng, men en af gutterne. Ikke så meget ballade, at jeg faldt igennem, men fandt det heller ikke umagen værd at kæmpe for at ligge helt i top. Jeg ville hellere dyrke sport og gå til fester. Var nok ikke den mest modne type. Efter 9. klasse fik min far så den idé, at det kunne bidrage til at udvikle min rygrad, hvis jeg tog på udveksling i USA. Nærmest Kaj Holger-agtigt. Det blev 12 gode måneder i Idaho.
Uddannelse
I gymnasiet var niveauet selvfølgelig højere, men jeg flød bare med barren op. På et tidspunkt i 2. g kom en af klassekammeraterne med en håndbog fra oecon.-studiet i Aarhus, og inden det store spisefrikvarter var gået, var vi otte, der havde besluttet at tage til Aarhus sammen og læse på universitetet. Så det var en happening, en flok københavner-drenge i Aarhus. Det blev en fantastisk tid.
Jeg har egentlig altid været på udebane, når det kom til det akademiske. Jeg har ikke en familiebaggrund blandt højesteretssagførere og lignende. Alt skulle læres fra bunden. De studier og job, jeg har haft, har ligget et pænt stykke fra, hvor jeg kom fra. Det har krævet, at jeg har strammet mig an, og det giver en slags bekymring for ikke at slå til, når man kommer ind blandt folk, for hvem det er det mest naturlige at gå på universitetet. Det var et stort spring mentalt, og det har præget mit arbejdsliv.
På universitetet kom en egentlig politisk vækkelse. Jeg meldte mig ind i Socialdemokraterne og var præget af Svend Auken, der var formand dengang og jo fra Aarhus. Først mange år senere meldte jeg mig ud igen. Det gik op for mig, at samfundet jo ikke bare er noget, der, som flaget, er faldet ned fra himlen. Det er mennesker, der bestemmer, hvordan det ser ud.
Det ville jeg godt. Jeg var tilknyttet Frit Forum og skrev harmdirrende bandbuller om, hvad der skulle ske. Politik blev altopslugende, og det var en verden, jeg havde for mig selv i forhold til mine københavnske kammerater. Vi var stadig sammen til festerne. Dem holdt jeg nidkært fast i. Og de var til gengæld heftige.
Som en af vores lærere sagde: ’Ryg, drik og gå med damer – men læs lidt hver dag’.
Politik
Jeg fik studenterjob på Christiansborg hos Jacob Buksti i S’ økonomiske afdeling. Det var et fascinerende miljø, og jeg var betaget af folkestyret. Men jeg valgte en politisk karriere fra. Ville bruge min uddannelse som embedsmand og kom ind i Finansministeriet i slutningen af Schlüter-tiden. Forjættende – økonomernes mekka.
Så kom Lykketoft, og han betød meget for min voksne udvikling. Jeg blev ministersekretær for ham og var – nu i pænt tøj – en meget ung, ihærdig mand midt i en meget stejl læringskurve. Lykketofts engagement var helt vildt – en fuldblodspolitiker, der stadig står som et forbillede.
Efter to år kom jeg til Statsministeriet og blev chef, politisk rådgiver for Nyrup. Rollen var ’mr. Fix It’. Efter Finansministeriet følte jeg, at jeg kunne alt. Jeg skulle nok fikse det. Pressen skrev om den her unge mand på 32 år, der fik 950.000 kr. for at hjælpe statsministeren. Men det var et hus på gloende pæle, jeg ankom til. Lige efter Rushdie-sagen. 
Jeg fik et chok. Jeg oplevede for første gang at komme hjem til min kone og sige: ’Det her tror jeg ikke, jeg kan klare.’ Trykket var bare så voldsomt, at intet menneske, der ikke har prøvet det, kan forestille sig det. Jeg tvivlede på mig selv. Blev usikker. Jeg var i chok.
Så på en af de første ture på vej hjem fra Holland, hvor tingene igen føg om ørerne på os, slog Nyrup mig på låret og sagde: ’Jeg kan ikke bruge dig til noget, hvis du ikke tager dig sammen.’ Han var jo vant til trykket. Han var ikke rystet. Det var kontant, men også sagt med tillid. Han troede på mig, og med hans tillid kom jeg på fødderne og fandt min vej.
Det rustede mig og jeg blev meget hurtigt meget ældre. Når man har været derude, så er der ikke noget, der senere rigtig kan ryste dig. Men den tid står stadig og vil vel altid stå som den største oplevelse i mit arbejdsliv. Godt tre fantastiske år med 70-80 timer om ugen.
Politiken
Så kom springet til det private erhvervsliv og Accenture. Hvis der er én ting i min karriere, jeg er mere stolt af end noget andet, så er det, at jeg blev partner her. Der er 246.000 ansatte og under 2.000 er partnere. De udnævnes gennem et årligt udskilningsløb, et lillebitte nåleøje, mellem topuddannede konsulenter over hele kloden.
Jeg var blevet businessman med Hilton-hoteller, mange medarbejdere og uendelige flyveture. Efter syv år her landede jeg hos Politiken.
Kald mig bare frelst, men jeg var på Tøgers hold. Det var hans skyld, at jeg kom tilbage fra forretningsverdenen til det politiske. Han var en fantastisk inspirator, ekstremt engageret og den eneste, jeg for alvor sympatiserede med, når det kom til værdidebatten, den tids politiske kampplads.
Der er en rød tråd i mine job: At finde så meget mening som muligt. Har altid kunnet bilde mig selv ind, at jeg altid er på en livsvigtig mission. Kraka og tænketanken her er ingen undtagelse, vi skal redde velfærdssamfundet. Ét stort selvrealiseringsprojekt. Sjovt og udfordrende.
