Kroatien er netop under stor festivitas optaget som det 28. medlemsland af EU. Men feriegæsterne har for længst taget landet ved Adriaterhavet til sig. Her er fem bud på hvorfor.

1. Hovedstaden

Hvad: Storbyferie
Hvor: Zagreb
Hvordan: Croatia Airlines, Norwegian og SAS flyver direkte København-Zagreb
Info: citybreak.zagreb-touristinfo.hr

Hver dag kl. 12 lyder der et brag over Zagreb. Det er den gamle kanon i Kula Lotrscak-tårnet i den sydlige bymur omkring Gradec, som affyres, så byens borgere lige kan stille uret. Den service er ikke nødvendig i dag, men det er en tradition, og dem giver man ikke lige køb på i Kroatiens hovedstad. Zagreb er Kroatiens største by og ligger næsten midt i landet på Medvednica-bjergenes sydlige skråninger. Centrum er delt i to, den høje og den lave del. Gornji, den høje, dateres tilbage til 1094, hvor kong Ladislaus af Ungarn etablerede et bispesæde og den store Sct. Stephan-katedral på Kaptolhøjen.

Se også: De kendtes ø i Kroatien

På højen overfor, der dengang var adskilt af et sumpet område og et vandløb, slog håndværkerne sig ned. Her udviklede Gradec-bydelen sig omkring Sct. Markus-kirken. I Gornji findes de historiske bygninger, kirkerne, monumenterne, restauranter og teatrene, og heroppe fra Lotrascak-tårnet kan man tage den blå tandbane fra 1891 ned til Donji Grad, den lave bydel, med Ilica – byens længste og dyreste gade. På den flade slette ved floden Save breder byen sig nu på begge sider. Efter en brand i 1706 blev der opført nye barokpaladser og borgerhuse, klostre og skoler. Senere slog den enkle klassicistiske stil igennem. Den udviklede sig siden til den lokale »Biedermeier-stil«, der for alvor blev anvendt, da der skulle genopbygges efter et jordskælv i 1880. Palæerne fra dengang huser i dag hoteller, museer og gallerier.

2. Skærgården

Hvad: Sejlferie
Hvor: Øerne syd for Istrien og langs Dalmatiens kyst
Hvordan: SAS og Norwegian flyver direkte København-Split og København-Dubrovnik.
Info: croatia.hr

»Delfiner!« Råbet gjalder i den klare luft, og i løbet af ingen tid er vi ellers soldovnende på dækket klar med kameraerne ude i bådens stævn for at »skyde« de elegante dyrs opvisning i bådens klare kølvand. Adriaterhavet viser sig fra sin bedste side her langs Kroatiens kyst, hvor mylderet af øer fra Istrien-halvøen i nord og hele vejen ned til Dubrovknik i syd danner et af de smukkeste farvande. Der er masser af strande på øerne, små idylliske havne og velbevarede middelalderbyer. Her er små øer og store øer. Nogle, hvor kun få gæster – dem med egen båd – kommer, og andre, hvor det myldrer med mennesker, og som det er let at komme til på en dagstur.

Nogle øer er ukendte, andre kendte – og en enkel er for de kendte: Hvar. En lang, smal ø midt i Dalmatiens skærgård. Her har været turister siden 1866, hvor en østrigsk læge fik sat gang i kurophold i det gode vejr. I dag gæstes øens stemningsfulde lille havneby af kendisser i stort tal. Tom Cruise, Bill Gates, Beyonce, Giorgio Amani, Steven Spielberg, Mel Gibson og britiske prins Harry for nu bare at nævne nogle. De promenerer mellem coctail-barerne under palmerne på havnepromenaden, hvor det forestukne sted er »Carpe Diem«. Skærgården kan opleves på mange måder. Tag en af de almindelige færger eller en udflugtsbåd. Hold ferien i båd med kaptajn og mandskab – fra sejlbåde og motorbåde til små krydstogtskibe. Eller sejl selv.

3. For friluftsfolket

Hvad: Campingferie
Hvor: Primært Istrien og Kvarner-området
Hvordan: I egen bil via Norditalien og Slovenien. Evt. med Lufthansa fra København til Trieste og videre i lejebil.
Info: istra.hr og vacansoleil.dk 

Campingturisterne var de første, der for alvor fik øjnene op for Kroatiens kvaliteter. Campister har altid haft sans for at finde gode feriesteder, hvor der ikke kun var smukt, men hvor man også fik meget for pengene – og eftersom de selv havde »hotellet« med, så gjorde det ikke noget, at forholdene var lidt primitive. Allerede inden borgerkrigen i 1990erne var den kroatiske del af Jugoslavien et yndet campingferiemål, men især de seneste 10-15 år er campister fra hele Europa strømmet til. Man kan holde campingferie i hele Kroatien, men det er især den nordlige halvø Istrien og nabo-området Kvarner, der er populære. – ikke mindst fordi de ligger indenfor kort køreafstand af det centrale Europa.

I dag er der ikke noget primitivt over campingferie i Istrien og Kvarner, hvor der er flere luksuscampingpladser med store, børnevenlige badelande, familievenlige aktiviteter og moderne faciliteter. Og man behøver ikke selv have campingvogn med – det er muligt at leje en slags minisommerhuse med eget bad og toilet, køkken og to-tre soverum. Trænger man til afveksling fra strandturene og livet på campingpladsen, er det en god udflugt at besøge Istriens hovedby Pula, der ikke alene er hyggelig og har gode fiskerestauranter ved marinaen, men her finder man også det enorme romeske amfiteater, der er det eneste, der stadig har alle fire sider intakte. Her afholdes ofte koncerter og andre forestillinger.

4. Den historiske perle

Hvad: Kultur
Hvor: Dubrovnik
Hvordan: SAS og Norwegian flyver direkte København-Dubrovnik.
Info: tzdubrovnik.hr/eng

Dubrovniks historiske bydel, der ligger isoleret på et klippskær omgivet af den øvrige by, er som hentet ud af en middelalderfilm, og derfor var det oplagt, at den kroatiske kystby fik rollen som De Syv Kongerigers hovedstad King’s Landing i »Game of Thrones« – en af tidens mest hypede tv-serier. Men Dubrovnik er ikke en kulisse. Den er skinbarlig virkelighed. Gennem århundreder kendt som »Adriaterhavets Perle« og frem til 1600-tallet en af Venedigs største konkurrenter. Man kommer ind i den gamle bydel ved at krydse en vindebro, gå gennem den første byport og over endnu en bro, derefter ned ad trapper og gennem en smal gade langs bymuren, inden man via en indre byport kommer til den centrale plads med domkirken på højre hånd og til venstre det tidligere regeringspalads, der nu er kombineret rådhus/museum. Ret forude ligger den 300 m lange Stradun-gade, der er byens hovedfærdselsåre – og vrimler med turister.

Rundt om hele den historiske bydel tårner en to km lang bymur sig op, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og havet. Dubrovnik har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1979, og derfor kom det som et chok, da serbiske og montenegrinske tropper bombarderede den gamle bydel i 1991, efter at Kroatien havde erklæret sig selvstændig. Efter stort pres fra omverdenen fortrak serberne og montenegrinerne  efter at have belejret byen i syv måneder. 

5. Aktiv ferie

Hvad: vandring, mountainbike m.m.
Hvor: Dalmatien
Hvordan: SAS og Norwegian flyver direkte København-Split.. Herfra videre i lejebil.
Info: find-croatia.com/national-parks-croatia

Kroatien er mest kendt for sin langstrakte kystlinje, der da vitterlig også er smuk, og hvor der er en række charmerende og interessante kystbyer, man kan besøge. Men der er også mange andre feriemuligheder i Kroatien end bade- og daseferie. Især i Dalmatien, der er den del af landet, som strækker sig fra nogenlunde midt på og ned til den sydlige nabo Montenegro (og ja, det er herfra, dalmantinerhundene oprindeligt stammer). Den største del af strækningen udgøres af en meget smal stribe land – fra 50 km og ned til blot få km – med Adriaterhavet på den ene side og det bjergrige Zagora-område, der grænser op til Bosnien-Hercegovina, på den anden. Her er flere national- og naturparker, hvor man eksempelvis kan vandre, mountainbike, rafte eller ride.

En af de mest populære og spektakulære er Krka-nationalparken, der breder sig ud omkring floden af samme navn. og huser flere end 220 dyrearter og 860 plantesorter. Parken er sær kendt for Skradinski Buk-området med ikke færre end 17 vandfald, der falder fra en højde på næsten 50 m,  og Visovac-klostret, der ligger på en lillebitte ø i Visovac-søen, der er en slags opstemning af Krka-floden. Vil man gerne have lidt heftigere udfordringer kan man vælge mellem 400 bjergruter, hvoraf nogle er de mest krævende i Europa. Den største kroatiske bjergbestigningsattraktion er den 350 meter høje bjergklippe Anića kuk i I Paklenica-området.

Se også: Oplev »Game of Thrones« på tæt hold i Kroatien