Der opstår stadig oftere problemer med alkoholpåvirkede passagerer om bord på britiske fly. Men også i de danske fly er antallet af »besværlige« passagerer voksende.

Det skulle være rejsen for livet. Bryllupsrejsen til Cuba. Men det udviklede sig til et mareridt for det nygifte, britiske par.

Den 22-årige brudgom drak sig så beruset om bord på charterflyet fra Manchester til Cuba, at hans brud blev bange for ham og fandt et sæde for sig selv længere fremme i flyet.

Det fik manden, som angivelig skulle have drukket en flaske vodka under turen, til at gå amok.

Han forlangte at komme frem til sin kone, og da personalet hindrede ham i det, truede han med at slå både dem og alle andre ihjel. Han blev lagt i håndjern og ført ned bag i flyet, råbende og spyttende på personalet.

Thomas Cook-flyets kaptajn landede i nærmeste lufthavn, L.F. Wade International Airport på Bermuda, hvor den ophidsede brudgom blev overgivet til det lokale politi.

Læs også: Vil have styr på aggressive passagerer

Den 22-årige blev fængslet i Hamilton, hovedstaden i Bermuda, og senere stillet for en domstol, hvor han blev idømt 2.000 dollar i bøde for at have været fuld om bord på flyet og 1.000 dollar for dårlig opførsel over for personalet, i alt knap 20.000 kr.

Hans brud fortsatte med charterflyet til Cuba og fløj senere tilbage til Storbritannien uden ham.

»Vi har nultolerance om bord over for en opførsel, der medfører en sikkerhedsmæssig risiko, eller som er ubehagelig for andre passagerer eller besætningen,« siger en talsmand fra Thomas Cook i Storbritannien.

Den katastrofale start på bryllupsrejsen fandt sted i november og er bare et af de seneste eksempler på et voksende problem med alkohol-indtag i britiske fly.

Hvor luftfartsmyndighederne, UK Civil Aviation Aurhority, i 2012 havde 39 indberetninger om passagerers dårlige og eventuelt også voldelige optræden om bord på fly, var det tal steget til 114 sidste år, viser en rapport. Til sammenligning var der sidste år i hele USA kun 121 lignende sager, skriver branchesitet StandBy.dk.

I forbindelse med rapporten udtaler British Air Transport Association, at pubber, barer og restauranter i britiske lufthavne har en stor del af ansvaret for, at passagererne ikke holder igen med de stærke drikkevarer, inden de skal ud at flyve.

Læs også: Se 11 helt specielle og hårrejsende lufthavne

De danske myndigheder har registreret samme tendens med flere besværlige og berusede passagerer om bord på flyene, omend problemet ikke opleves i nær samme omfang.

I Trafikstyrelsen, som modtager indberetninger om »besværlige passagerer« fra flyselskaberne, har man på godt ti år modtaget rapporter om i alt 134 hændelser.

Men ser man på indberetningernes fordeling, stiger intensiteten år for år. Hvor der for år tilbage var højst en indberetning om måneden, er tallet nu over to indberetninger beregnet som et gennemsnit.