Venstre er klar til at se på, om folkeskolens historiekanon skal opdateres, så den fremover skal indeholde Muhammed-krisen, siger partiet efter et nyt forslag fra de Konservative.

Venstre erklærer sig klar til at se på, om det er tid til en opdatering af folkeskolens historiekanon. Og det kunne godt betyde vind i sejlene til de Konservatives forslag om, at den skal inkludere Muhammed-krisen.

»Det er klart, at som tiden går, så sker der noget mere historie, og så skal man selvfølgelig overveje, om der er nogle ting, man skal tage med i vores historiekanon. Og der er vi åbne over for at se på, om der er behov for at opdatere den,« siger folkeskoleordfører Louise Schack Elholm (V).

Spørgsmål: Så man kunne godt have Muhammed-krisen med i historiekanonen?

»Vi afviser det på ingen måde. Men det vigtigste for os er demokratiforståelsen og forståelsen af ytringsfrihed. Det er vigtigere end at have et eksempel på det med,« siger Louise Schack Elholm.

Folkeskolens historiekanon blev senest opdateret i 2009, og den indeholder i alt 29 punkter - blandt andre Kalmarunionen, slaget ved Dybbøl i 1864 og Jellingstenene.

Venstre-ordføreren mener dog, at mange lærere allerede nu underviser i blandt andet Muhammed-tegningerne. Og skulle Muhammed-krisen finde vej til kanonen, kan det være relevant at bruge tegningerne i undervisningsmaterialet, påpeger hun.

Men det er for voldsomt at lovgive om selve tegningerne som undervisningsmateriale, understreger Louise Schack Elholm.

»Der er sket mange historiske begivenheder, og det er langt fra dem alle, der er med i kanonen. Så derfor er vi ikke klar til at lægge os fast på, om Muhammed-krisen skal med, men vi er villige til at se på det,« siger hun.

I en kronik i Jyllands-Posten fredag foreslår politisk ordfører for de Konservative Mai Mercado (K), at Muhammed-krisen skal på skoleskemaet i de danske folkeskoler - nøjagtig ligesom terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001 er det.

»Vi synes, det er naturligt, at Muhammed-krisen kommer til at indgå som en del af historiekanonen. Den indsamler netop begivenheder, der har betydet et skred for Danmark, og det har Muhammed-krisen. Og når man siger Muhammed-krisen, siger man også Muhammed-tegningerne,« siger Mercado, der mener, at det derfor vil være naturligt, at man trykker de omdiskuterede tegninger i undervisningsmaterialet.

Det skal være op til lærerne selv, om de vil vise tegningerne i forbindelse med undervisningen om krisen, men de skal have muligheden, mener den konservative ordfører.