Med i alt fire millioner kroner under det aftalte niveau, overholder kommunerne lige nøjagtigt økonomiaftalen for 2016, viser opgørelse. Det fortjener ros, lyder det fra KL.

Kommunernes udgifter for 2016 ligger cirka fire millioner kroner under det aftalte med regeringen. Det viser en ny opgørelse af kommunernes budgetter for næste år, som Social- og Indenrigsministeriet og KL har lavet i fællesskab.

Og det er selv om, kommunernes budgetter for 2016 er lagt i skyggen af regeringens omprioriteringsbidrag, påpeger KLs formand, Martin Damm, der i samme ombæring opfordrer kommunerne til at »klappe sig selv på skuldrene«.

Martin Damm hæfter sig især ved, at der med omprioriteringsbidraget bliver fjernet 2,4 milliarder kroner årligt fra kommunerne fra 2017 til 2019.

»At vi kommer i mål - og endda overholder økonomiaftalen så præcist - fortjener ros,« siger han i en pressemeddelelse.

Opgørelsen viser, serviceudgifterne ligger 184 millioner kroner under det aftalte niveau, mens anlægsudgifterne ligger 180 millioner kroner over. Det betyder, at kommunernes udgifter er cirka fire millioner kroner under det niveau, som regeringen og KL aftalte for 2016.

»Det er ingen hemmelighed, at rammerne for 2016 er snævre. Især på anlægsområdet har det været nødvendigt med en benhård prioritering, hvor flere projekter har måttet udskydes. Det betyder jo blot, at anlægsbehovet bliver stadigt større i de kommende år, og jeg håber, at regeringen er lydhør over for dette,« siger Martin Damm.

Kommunernes budgetter for næste indeholder to hovedudgiftsposter, herunder serviceudgifter for 237,2 milliarder kroner og anlægsudgifter for 16,8 milliarder kroner.