Ingen overraskelser, men det ser i store træk fornuftigt ud, mener økonomi-eksperterne om regeringens 2020-plan. Der er også roser for forslaget om et system, der skal sikre, at der ikke kommer overtræk på statens husholdningsbudget.

- Umiddelbart synes jeg, at det ser meget fornuftigt ud, siger Jan Rose Skaksen, økonomiprofessor ved Handelshøjskolen i København og tidligere vismand, til bt.dk.

- Efterløn er stods alt en ret konkret plan. Men det er lidt usikkert, hvor meget man kan spare på andre ting som førtidspension og fleksjob.

Se også: Forstå 2020-planen på to minutter

Økonomiprofessor Nina Smith bruger også ordet "fornuftigt" om regeringens plan:

- Det var uden overraskelser. heldigvis, faktisk. Det er ganske fornuftigt. Vi er inde i en periode med underskud, og det er ikke holdbart på sigt. Derfor er det nødvendigt fra en økonomisk vinkel, siger hun til TV2.

Se også: Her er hele Løkkes 2020-plan


Afskaffelsen af efterløn og forhøjelse af pensionsalderen vil sammen med reformer af SU, førtidspension og fleksjob samt besparelser på forsvarsområdet måske sikre de 23 mia. kr., der (trods genopretningsplanen fra efteråret) stadig mangler for at få råd til den danske velfærdsmodel frem til 2020. Men hvad så, spørger en økonomiprofessor fra Aarhus Universitet.

- Planen fremlægger nogle forslag, som vil rette op på balancen mellem indtægter og udgifter på de offentlige finanser frem til 2020, anerkender Torben M. Andersen.



- Men den lægger måske rigelig meget vægt på at nå det til 2020, for der vil stadig være systematisk underskud i 2020. Så hele diskussionen om, hvordan vi skal finansiere velfærdsunderskuddet, vil ikke stoppe, siger han til bt.dk.

Økonomen er heller ikke overbevist om, at reformerne vil øge vækstpotentialet i dansk økonomi, som det lød tidligere i dag fra statsministeren.



Der lyder mere positive toner fra økonomerne om det budgetstyringssystem, der skal sikre, at hverken staten, regionerne eller kommunerne bruger penge, som de ikke har. Et "kontant budget", som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde igen og igen på dagens pressemøde. For "vi kan ikke købe velfærd på kredit!".

- Det er slut med fugle på taget. Man vil ikke længere kunne sige, at vi kan finansiere det i dag, hvis vi gør sådan næste år. - Og så når musikken spiller, så får man ikke lige gennemført de reformer. Det har været akilleshælen ved tidligere udspil! Nu skal man fire år frem i tiden sætte loft på udgifterne, så rammerne holder. Det er ret vigtigt. Og det gør, at man kan have lidt større tillid til denne plan end andre, siger Torben M. Andersen.