Norges mest festlige sekstet er ikke specielt festlige på dens fjerde album, men musikken er til gengæld langt mere varieret end normalt – på godt og ondt.
Klichéen om, at man skruer ned for tempoet, når man bliver ældre, gælder som regel – med få undtagelser. De norske ompa-rockere i Kaizers Orchestra ser ud til at leve op til klichéen på deres fjerde album, der har fået titlen ’Maskineri’.Det hele starter dog som det plejer med ’Moment’, der kort sagt er Tom Waits’ ’Goin’ Out West’ spillet i dobbelt tempo, men allerede på skæring nummer tre får vi såmænd en ballade fra ballademagerne. Her har Jannove Ottesen nemlig pludselig en kvindelig sangerinde ved sin side i ’De andre er meg’, men Kaizerne minsandten efterfølgende byder på halsbrækkende rockreggae i ’Bastard sønn’ og titelnummeret.
Albummet ender med at blive en sand smeltedigel af genrer, og nogle gange får man næsten helt indtryk af, at de mange genrer bare er der, fordi sekstetten gerne vil kaste sig ud i så mange ting, som de kan – på én gang. Det virker ikke altid lige godt, men albummets største problem er dets anden halvdel, hvor balladerne for alvor tager over. Ikke en negativ ting i sig selv, men det er derimod Jannove Ottesens vokal.
Stjerneproduceren Mark Howard (bl.a. Tom Waits og R.E.M.) har fået pudset dennes stemme nogenlunde ren, men det lyder nu stadig helt forkert i ’Enden av november’, ’Ond sirkel’ og ’Med en gong eg når bånn’, hvori Ottesen synger ”Min sang er rusten og min hals er sur”, ja tak, det kan vi sgu godt høre!
Hvor teksten til ’Bob Dylan’s 115th Dream’ var (og stadig er!) himmelsk surreel og bizar, fremstår ’Kaizers 115. drøm’ mest af alt som en plat hilsen, frem for den hyldest til Dylan, den nok er tænkt som. Samtidig understreges det, at Kaizerne nok skulle have strammet lidt op og sigtet efter at holde niveauet fra albummets første halvdel, frem for at tåge rundt på dette skråplan.
Respekt for eksperimenterne, men tomlerne nedad for de mange dalrende ballader.
